Farvel til bilen - påvirket bilist kørte for 11. gang uden kørekort

En 44-årig mand skal nu i retten, efter han onsdag kørte med alkohol og stoffer i blodet. Bilen er beslaglagt.

En 44-årig mand fra Nykøbing Falster fik onsdag eftermiddag klokken 15.45 beslaglagt sin bil efter at have kørt i påvirket tilstand på Køge Bugt Motorvejen ved Køge. 

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi. 

Manden var både påvirket af alkohol og euforiserende stoffer, og er blevet anholdt og sigtet for narko- og spirituskørsel. Tilbage i 2020 blev manden frakendt førerretten i 10 år, efter flere sager, hvor han havde kørt bil i påvirket tilstand.

Føreren blev tilmed anholdt og sigtet for kørsel i frakendelsestiden for 11. gang indenfor tre år. Kører man flere gange i den tid, man er frakendt førerretten, kan den sigtede risikere fængselstraf.

Ny lov sætter fokus på vanvidsbilisme

Midt- og Vestsjællands Politi fortæller til TV 2 Lorry, at de er meget opmærksomme på vanvidskørsel.

- Vi har meget stor fokus på vanvidsbilisme, og her er der tale om en meget grov sag, hvor vi har mulighed for at tage bilen fra en bilist, som tydeligvis ikke har i sinde at følge reglerne, skriver Henrik Fobian, politikommissær i Færdselsafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi i en skriftlig kommentar til TV 2 Lorry.

- Vi skrider ind, og bruger de juridiske muligheder vi har for at standse den helt igennem uforsvarlige kørsel. 

Manden blev standset af en færdselspatrulje på Køge Bugt Motorvejen ved Køge i sydgående retning. Her beslaglagde politiet hans bil med henblik på konfiskation.

Den 44-årige mand fik taget en blodprøveudtagelse og blev derefter løsladt. 

Nu skal sagen i retten, hvor mandens straf vil blive afgjort, og det vil også blive afgjort, om bilen skal konfiskeres.

Den 31. marts blev det muligt for politiet at beslaglægge biler, der er brugt til vanvidsbilisme på stedet. Det gælder også, hvis bilen er lejet eller leaset. 



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik