Ekspert: Lokal opfinder af brændeovnsfilter er forud for sin tid

Luftforureningsekspert Kaare Press-Kristensen er imponeret over, at en pensioneret ingeniør fra Ejby ved Køge har opfundet et teknisk avanceret røgrensningsfilter til brændeovne.

Røgen og de sundhedsskadelige partikler fra brændeovne har i mange år været et hedt diskussionsemne. Nu melder en pensioneret ingeniør fra Ejby ved Køge sig klar med en opfindelse, som måske kan løse problemet. Foto: TV 2 Lorry

Det har taget år og dage at udvikle, og det har tæret voldsomt på pensionsformuen. Og undervejs har Tonny Sander mødt både hovedrysten og et hav af afvisninger, når han har søgt om hjælp til at udvikle sit komplicerede røgrensningsfilter.

Først efter at han for nylig har fået hjælp fra DTU, er der for alvor begyndt at ske noget.

- Jeg har så været så heldig, at DTU via sin innovationsfond har hjulpet mig, og nu vi er ved at bygge røgfilteret. Planen er, at det er klar til salg til sommer , siger Tonny Sander.

TV 2 Lorry besøgte Tonny Sander en råkold dag i parcelhuset i Ejby ved Køge, hvor et hav af tegninger og plancher vidner om en mand, som er dybt engageret i udviklingen af sit røgrensningsfilter.

Læs også København: Større lokal partikelforurening fra brændeovne end fra biler

Tonny Sander er pensioneret ingeniør og har blandt andet været teknisk chef og underdirektør for Amager Forbrænding.

Tonny Sander har brugt masser af tid og store dele af pensionsformuen på sit røgrensningsfilter. Foto: TV 2 Lorry

Og den erfaring har han brugt på at udvikle sit røgrensningsfilter.

- Jeg har opfundet et filter, som kan fjerne alle de ubehageligheder, som i dag ryger ud i luften fra brændeovne. Det fratager blandt andet 99,6 % af sod, som er en af de store klimasyndere. Og det tager 98,7 af de ultrafine partikler - herunder dioxiner og PAH´er - så det er effektivt til at fjerne de grimme ting, siger Tonny Sander.

Tonny Sanders røgrensningsfilter - kort fortalt

På sin vej ud af skorstenen strømmer røgen gennem forskellige kanaler og møder luft i en række forskellige temperaturer.

 

Det betyder, at de ultra fine og farlige partikler kan sætte sig fast på større partikler, som klister sig fast på filtereret.

 

Normalt bliver de ultrafine partikler først dannet efter de har forladt skorstenen, hvor der i sagens natur ikke er filtre til at fange dem.

 

Filteret kan både bygges ind i eksisterende skorstene eller leveres komplet i en ny stålskorsten.

Kaare Press-Kristensen er udover at være seniorrådgiver i organisationen Rådet for Grøn Omstilling også ekstern underviser ved Institut for Vand og Miljøteknologi på DTU, og han er dybt imponeret over Tonny Sanders filter.

Tonny Sander ved rigtig meget om det tekniske og har nu taget nogle af de effektive røggasrensningsteknikker, man har ude i industrien - og skaleret dem ned.

Seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling og underviser i luftforurening ved DTU

I følge Kaare Press-Kristensen er Tonny Sander udviklingsmæssingt flere år forud for sin tid og Kaare Press-Kristensen er overbevist om, at politikerne om få år vil klappe i hænderne over teknologien i filteret.

Læs også Overborgmester vil forbyde brændeovne: - De er hyggelige, men unødvendige

- Tonny Sander ved rigtig meget om det tekniske og har nu taget nogle af de effektive røggasrensningsteknikker, man har ude i industrien - og skaleret dem ned, så de kan anvendes til brændeovne, brændekedler og træpillefyr, siger Kaare Press-Kristensen.

En masterstuderende på DTU fattede også interesse for filteret og besluttede at skrive en afhandling om det. 

Ekstern underviser i luftforurening ved DTU, Kaare Press-Kristensen, er dybt imponeret over den avancerede teknologi i Tonny Sanders luftreningsfilter.

- Afhandlingen (som i øvrigt fik topkarakter, red.) konkluderede, at røggasrensningsanlægget er uhyre effektivt. Det, der mangler nu, det er, at man får kørt en lang række typegodkendelsestests, så vi kan få dem på markedet og derved bruge dem til at nedbringe luftforureningen fra brændefyring, siger Kaare Press-Kristensen.

Tonny Sander tror så meget på sit partikelfilter, at han har søgt og fået patent på det i 38 lande verden over.

06:22

Mød opfinderen der har udviklet et partikelfilter, som kan rense røgen for sundhedsskadelige partikler fra brændeovne, inden den sendes ud af skorstenen.  

Luk video

Han regner med, at det bliver sat i produktion i løbet af i år - og håber på en endelig pris på omkring 15.000 kroner.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik