Borgere samler ind til køb af fældningstruet skov "Vi har travlt"

Borgere i Herfølge kæmper for at indsamle 1,5 millioner kroner, så de kan købe Præsteskoven, og dermed redde den fra fældning. De er nu halvvejs i mål.

Den grønne oase i Herfølge, der kaldes Præsteskoven, skulle egentlig have været jævnet med jorden, men det har en gruppe borgere sat en stopper for.

quote Vi har travlt, og det kan ikke gå stærkt nok.

Camilla Nihøj, formand

Præsteskoven er en driftsskov, der er ejet af Vallø Stift, men Foreningen Herfølge Folkeskov Præsteskov har siden maj 2021 været i gang med en indsamling, så skoven kan opkøbes og omdannes til en folkeskov.

732.000 kroner er indsamlet. Målet er 1,5 millioner kroner.

- Indsamlingen går lige nu stille og roligt. Det gør, at vi selvfølgelig også har brug for, at der er nogle, som vågner op og indser, at vi ikke har hele sommeren. Så vi har travlt, og det kan ikke gå stærkt nok, siger Camilla Nihøj, der er foreningens formand.

Camilla Nihøj er formand for Foreningen Herfølge Folkeskov Præsteskov, der siden maj 2021 har samlet penge ind for at bevare Præsteskoven.
Camilla Nihøj er formand for Foreningen Herfølge Folkeskov Præsteskov, der siden maj 2021 har samlet penge ind for at bevare Præsteskoven.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Lorry

Pengene skal være indsamlet, inden sommeren er forbi, og helst gerne inden den 17. august.

Skoven er på omkring 11 hektar, og har stået stort set uberørt i 100 år. 

Præsteskoven ejes på nuværende tidspunkt af Vallø Stift.
Præsteskoven ejes på nuværende tidspunkt af Vallø Stift.
Foto: Grafik: Rasmus Gerner/TV 2 Lorry

Halvvejs i mål

Flere virksomheder har støttet op om idéen. Blandt andre den lokale kleinsmed.

- Jeg er selv vokset op med den skov, og den har jo sådan set bare været der, men når man så har udsigt til, at den ikke skal være der mere, så kan man jo godt se, at de glæder, man har haft der, de forsvinder, så jeg synes, det er et fantastisk initiativ at prøve at bevare skoven, siger Finn Richardt, der er direktør i Herfølge Kleinsmedie, til TV 2 Lorry.

Finn Richardt er direktør i Herfølge Kleinsmedie, der har valgt at give 10.000 kroner til opkøb af Præsteskoven.
Finn Richardt er direktør i Herfølge Kleinsmedie, der har valgt at give 10.000 kroner til opkøb af Præsteskoven.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Lorry

Vallø stift vil have tre millioner kroner for skoven. Køge Kommune vil gerne give halvdelen, såfremt Camilla Nihøjs forening kan finde resten af pengene.

quote Det skal være en succeshistorie det her.

Camilla Nihøj, formand

Og det er hun overbevist om, at de kan.

- Jeg tror på det. Det skal være en succeshistorie det her. Vi skal vise, at man kan godt, når man bare står sammen, siger hun.

De virksomheder, som donerer 10.000 kroner til formålet, vil få virksomhedsnavnet indgraveret på en messingtavle, der skal opsættes ved indgangen til skoven.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik