Global bevægelse vil have en 'Ukrainegade' i København - men der er lang udsigt til afgørelse

Ukrainegade bliver formentlig formelt optaget på næste møde i Vejnavnenævnet i maj, men det betyder ikke, at der kommer en afklaring, lyder det.

En global kampagne startet af ukrainere forsøger nu at skaffe underskrifter, så man i 34 lande kan få ændret vejnavnene i de byer, hvor der ligger russiske ambassader.

I Danmark har Ruslands ambassade adresse på Kristianiagade på Østerbro, og den vej kæmper man nu for at få ændret til Ukrainegade.

Det oplyser den danske talsmand for organisationen Ukraine Street, Yulia Kindra, til TV 2 Lorry.

quote Hvis det ender med, at vi får vejen, hvor den russiske ambassade i København ligger, opkaldt efter Ukraine, så vil det for evigt være en påmindelse om, at Ukraine er en selvstændig og suveræn stat

Yulia Kindra, Ukraine Street

- Hvis det ender med, at vi får vejen, hvor den russiske ambassade i København ligger, opkaldt efter Ukraine, så vil det for evigt være en påmindelse om, at Ukraine er en selvstændig og suveræn stat. Og det vil være en påmindelse om, at vi i Ukraine har frihed og demokrati, som vores højeste værdier, og at vi er klar til at kæmpe for det, siger hun.

Lange udsigter

Mens den norske hovedstad Oslo allerede har opkaldt et kryds foran den russiske ambassade til "Ukraines Plads," kan det dog have lange udsigter, før der eventuelt bliver lavet om i vejnavnene i Københavns Kommune.

I slutningen af februar sendte Københavns nye beskæftigelses- og integrationsborgmester, Jens-Kristian Lütken (V), et beslutningsforslag om at ændre navet på gaden til Teknik- og Miljøudvalget i København. Det var før han overtog borgmesterposten fra partifællen Cecilia Lonning-Skovgaard.

Udvalget drøftede muligheden på et møde den 14. marts, og her blev det med syv stemmer mod to vedtaget:

“... at Teknik- og Miljøudvalget anmoder Vejnavnenævnet om at undersøge muligheden for, at en gade i København navngives efter Ukraine, og at Ukraine (evt. med dertilhørende by- og stednavne) optages i navnebanken.”

Sagen er dermed sendt videre til Vejnavnenævnet i Københavns Kommune, men det kommer til at tage noget tid, før det igen vil blive drøftet, fortæller Marcus Vesterager (S), der er medlem af Vejnavnenævnet.

- Det er relativ kort tid siden, at udvalget besluttede at se nærmere på det, og det er så blevet sendt videre til Vejnavnenævnet. Jeg kan ikke sige noget om, hvornår der kommer nyt om det, men der kommer til at gå noget tid, siger han til TV 2 Lorry.

Stedet skal passe ind

Det næste møde i Vejnavnenævnet finder først sted den 9. maj.

- Selve navnet bliver formentlig formelt optaget på vores næste møde, men det betyder ikke, at der kommer en afklaring der. Det kan godt være, at vi til den tid har fået lidt mere fastlagte rammer i forhold til, hvad vi skal se på, men det bliver også en drøftelse af den tradition man har for vejnavneskift i Københavns Kommune, siger Marcus Vesterager.

quote Selve navnet bliver formentlig formelt optaget på vores næste møde, men det betyder ikke, at der kommer en afklaring der

Marcus Vesterager (S), medlem af Vejnavnenævnet

Desuden skal det drøftes, om at man kan finde et egnet sted, som kan opkaldes efter Ukraine, men ifølge socialdemokraten skal det passe ind og give god mening.

Med andre ord vil man ikke foretage en forhastet beslutning.

- Vi skal også tage højde for, hvordan vi navngiver vores gader og pladser generelt, så vi ikke ender i en situation med, at der lige pludselig kommer et nyt navn. Der er nogle faste rammer, som vi prøver at følge, siger Marcus Vesterager.

Yulia Kindra, der har boet de seneste fem år i København, håber inderligt, at politikerne vil træffe ”den rette beslutning” – også selv om det ikke lige sker i nærmeste fremtid.

- Jeg synes, at uanset hvor lang tid der går, så vil det stadig være en meget stor symbolsk handling og gestus mod Ukraine og det ukrainske folk, siger hun.

Hvis Ukraine ender med at få opkaldt en vej eller en plads efter sig i København, så bliver det ikke nødvendigvis ved den russiske ambassade på Kristianiagade.

- Det vil stadig være en flot gestus af danskerne og København, men lige i den her sag, synes vi, det er så vigtigt at statuere et eksempel og vise Rusland, at vi i den frie verden ikke accepterer krigshandling.

- Når det er sagt, så vil vi være lykkelige for at få opkaldt veje og pladser efter Ukraine, vi ved godt, at det ikke er så nemt bare at skifte vejnavne på grund af de historiske værdier, der ligger i mange af vejnavnene, men vi håber siger Yulia Kindra.


Spørg Os - Afstemning

Spørg Os - Formular

Valg til Folketinget