Tonstung scanner løftet på plads på Riget: "En drøm går i opfyldelse"

Det er en drøm, der går i opfyldelse, lyder det fra klinikchefen på Neurokirurgisk Klinik.

01:11

Det var et løft af de helt tunge, da Rigshospitalet fik sat en af sine nye scannere på plads i hospitalets nye Nordfløj, der næsten er klar til at blive taget i brug.

Scannerens magnetdel vejer 5,2 ton og skulle hejses 10 meter op på anden sal, hvor den skal stå på operationsgangen. Forinden var to stykker af hospitalsbygningens facade blevet afmonteret af hver sin kran for at skabe et hul, der var stort nok til at få magneten ind på plads.

Læs også Hospital modtog stor arv: Nu er præcise kæmpescannere indviet

Et spektakulært syn af en arbejdsproces der var planlagt til at løbe fra klokken to om natten og frem til 22 om aftenen, hvorefter det tager tre uger at kalibrere scanneren.

Den gigantiske magnet er en del af indmaden i en avanceret MR-scanner, der skal bruges under hjernekirurgi på patienter med for eksempel hjernekræft og epilepsi. Scanneren kommer fra USA og koster omkring 15 millioner kroner.

Det revolutionerende ved MR-scanneren i det nye hospitalsbyggeri er, at den placeres mellem to operationsstuer, så det bliver muligt at scanne patienter undervejs i en operation.

Dermed kan kirurgerne sikre sig, at de eksempelvis får fjernet al tumorvæv på én gang i stedet for at risikere, at man først finder yderligere tumorvæv ved en opfølgende scanning og skal til at operere patienten igen.

Det er ikke mange steder i verden, der findes en lignende løsning, og det er foreløbig den eneste af sin art her i Danmark.

Og for personalet på Riget er det lidt af en drøm, der går i opfindelse, når de kan tage scanneren i brug.

- Det er en stor ære. Det er enden på et langt planlægningsforløb med det her byggeri, hvor man for mange år siden sagde, at sådan en MR-scanner var en drøm at få. Så det er  en drøm, der går i opfyldelse - og vi er meget spændte på at få den i brug, når vi kommer i gang i det nye år, lyder det fra Morten Ziebell, der er klinikchef på Neurokirurgisk Klinik, Rigshospitalet. 

Læs også Ny forsinkelse rammer udvidelse af Rigshospitalet

Rigshospitalets nye nordfløj skal efter seneste tidsplan stå klar til marts. Her får man i alt 33 operationsstuer og 203 sengepladser.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik