Snart åbner børnekrisecenter: Mor på barsel og tidligere hjemløs hjælper til

Om to uger står Joannahuset - og en helt masse frivillige - klar til at tage imod kriseramte børn og unge.

03:40

I denne weekend har omkring 20 frivillige været på kursus i Joannahuset på Christianshavn, der meget snart åbner som det første sted i Danmark, hvor børn og unge, der udsættes for overgreb, misbrug og svigt i fremtiden kan søge hjælp og rådgivning. Video: TV 2 Lorry

Snart åbner landets første krisecenter for børn og unge.

Det er Joannahuset på Christianshavn i København, hvor de kan søge hjælp og rådgivning, hvis de for eksempel udsættes for vold, overgreb, svigt eller står i en anden udsat situation.

Læs også Danmarks første børne- og ungekrisecenter forbereder sig på åbning

Viljen til at hjælpe som frivillig på centeret er meget stor. I alt har 150 meldt sig, og 60 er blevet udvalgt: Lige fra den barslende mor til den unge, der selv har været hjemløs.

Artiklen fortsætter efter faktaboksen...

Joannahuset

  • Med Joannahuset har børn og unge under 18 år et fysisk sted, hvor de kan søge hjælp, når det passer dem og uden henvisning.
  • Børnene kan både komme på kortvarige besøg og få samtaler og rådgivning anonymt. 
  • Der er også mulighed for at spise, få et bad og måske overnatte - som udgangspunkt op til en uge. Juridisk kræver det dog forældresamtykke. 
  • Joannahuset ligger på Store Søndervoldstræde 2 på Christianshavn.

- Jeg synes, at det virkede som et vigtigt sted, siger frivillig Sofie Lindqvist.

- Jeg er på barsel og meget derhjemme, og jeg synes, det var et oplagt tidspunkt for mig at have noget formålsfuldt at skulle uden for hjemmet og et sted, hvor jeg også selv kan blive klogere.

21-årige Robin Clante har selv erfaringer som hjemløs i en ung alder:

- Jeg kunne have haft god nytte af, at Joannahuset havde eksisteret for nogle år siden, fortæller han. 

Læs også Flere efterspørger krisecenter - nu åbner 25 nye pladser

Til at ruste dem til opgaven som frivillige har de denne weekend været på et tredages kursus. 

Et supplement

Bag Joannahuset ligger flere års arbejde. Initiativtageren er Jette Wilhelmsen, der har arbejdet mange år som socialrådgiver.

Kommunerne er jo i forvejen forpligtet til at hjælpe børn og deres forældre. Så hvem er de børn, der skal komme her?

- Joannahuset bliver et supplement til kommunerne, og et sted, der har åbent 24 timer i døgnet. Det er indrettet kun til børn og unge. Her kan de få rådgivning og husly døgnet rundt, siger Jette Wilhelmsen.

Læs også Kvinde-krisecentre i pladsmangel: Mange voldsramte afvises

Og til at løfte den opgave har man altså valgt at lade de fastansatte fagpersoner suppleres af en stor mængde frivillige - hvilken betydning har de?

De frivillige betyder utrolig meget, og det betyder, at de børn og unge, der kommer i huset kommer til at møde meget forskellige mennesker, siger Jette Wilhelmsen.

Spille et spil

På de frivilliges tredages kursus taler de både om børnesyn og værdier og deres konkrete rolle, som dog vil variere alt efter, hvilke børn der er der:

- Det kan være både det bare at sige "hej" og at tage en snak om, hvordan livet er, fortæller Robin Clante, der udover at være frivillig er igang med en ungdomsuddannelse. 

- Og hvis ikke de har overskud til det, kan det også bare være at spille et spil. 

Joannahuset slår dørene op den 15. august. 



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik