Skandalen fortsætter: Entreprenør får sparket – og kulturcenter forsinkes igen

Københavns Kommune har ophævet samarbejdet med entreprenøren Skou Gruppen, der har stået bag opførelsen af det kuldsejlede og skandaleramte Kulturcenter Kildevæld på Østerbro.

Stilladser og byggeplads pryder den sydvestlige fløj ved Kildevældsskolen. Det har det gjort længe, og sådan vil det fortsætte længe endnu. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering

Fejlbehæftet står biblioteket Kulturcenter Kildevæld på Østerbro fortsat ufærdigt hen som et abrupt afbrudt byggeprojekt.

Det har det efterhånden gjort et stykke tid. Og det vil det fortsat gøre et stykke tid endnu.

For selvom det moderne nybyggeri ved Kildevældsparken skulle have stået færdigt for flere år siden, er det kommunale byggeri efterhånden kuldsejlet i en grad så grel, at end ikke kommunen selv ved, hvornår bydelens beboere får deres lovede kulturhus.

Efter en stribe af udskydelser skulle kulturcenteret have åbnet i sommeren sidste år. Men få uger før åbningen, fandt man ved et byggetjek ud af, at nybyggeriet var smækfyldt med alvorlige byggefejl, der vil føre til fugt og skimmelsvamp.

Først blev totalrådgiveren Kant Arkitekter fyret. Og nu er turen så kommet til entreprenøren.

Således melder Købehavns Kommune nu, at de har opsagt samarbejdet med Skou Gruppen, der siden 2017 har bygget det halvfærdige og halvfugtige hus.

Læs også Afslører byggekaos i kulturhus: "Det er en skandale af dimensioner"

- Vi har hævet kontrakten, og det betyder, at vi går i gang med at finde en anden entreprenør. Vi har konkluderet, at vi ikke længere kunne se en fremdrift i projektet, sådan som Skou Gruppen har fremlagt deres planer, siger Kasper Graa Wulff, der er chef for Byggeri København – kommunens bygherreenhed – til TV 2 Lorry.

Tragikomisk byggeri

Nu skal byggeriet på ny sendes i udbud. Først når en ny entreprenør er fundet, kan kommunen danne sig et overblik over, hvornår et færdigbygget og fejlfrit kulturhus kan åbne på Ydre Østerbro samt de ekstra omkostninger for dette.

Og det huer på ingen måde Allan Marouf, der er formand for Østerbro Lokaludvalg.

- Jeg er meget rystet, siger han.

- Hele det her projekt er blevet tragikomisk. Det er trist for kommunen. Det er trist for Østerbro. Det er trist for beboerne her i området.

Visualisering af projektet, når det engang står færdigt. Foto: Effekt Arkitekter & Kant Arkitekter

Utæt bygning med skimmelsvamp og fugt

Sagaen om Kulturcenter Kildevæld er læsning af længere og kompleks karakter, men kort fortalt kan sagen summeres således:

Efter at have været udskudt af flere omgange viste et eftersyn få uger inden kulturcenterets annoncerede åbningsfest, at der var alvorlige fejl og mangler.

Det fik kommunen til at undersøge sagen yderligere ved hjælp af en syn og skøn-rapport.

Læs også Pinlig byggeskandale: Kulturcenters åbning udskudt flere år kort før åbning

Denne viste blandt andet, at byggefejl har gjort kulturhuset modtagelig overfor fugt og skimmelsvamp, som allerede havde fået fat flere steder. Derudover blev der blandt andet konstateret utæt tag, manglende og dårlig isolering samt en facade, der buer indad.

Dette, kombineret med ”uhensigtsmæssigt” samarbejde og manglende tiltro til genopretningen, har dannet grundlag for en tidlig skilsmisse mellem Københavns Kommune og Skou Gruppen.

Trækker kommunen i retten

Men fyringen er ”total uberettiget”, siger den administrerende direktør i Skou Gruppen, Martin Skou Heidemann, til TV 2 Lorry.

- Den skal udelukkende danne et røgslør for at vise, hvordan Københavns Kommune ikke har været deres opgave voksen. Det her projekt, som kommunen har bedt os udføre, har været tegnet fyldt med fejl og mangler i en grad, vi aldrig før har set, siger Martin Skou Heidemann.

Samtidig mener Skou Gruppen, at kommunen har været vidende om disse projekteringsfejl, men bevidst har undladt at fortælle om disse.

Med andre ord påstår entreprenøren, at kommunen var klar over, at Kulturcenter Kildevæld ville blive bygget fyldt med fejl.

Derfor trækker Skou Gruppen nu kommunen i retten. Og her er entreprenøren overbevist om, at de vil få medhold.

I Københavns Kommune afviser de blankt, at fyringen skulle være et røgslør. De anerkender dog, at projektet har indeholdt fejl.

- Det er en kompleks sag med mange problematikker, men det er helt normalt, at der i byggeprojekt opstår spørgsmål til projektmaterialet, når man går i gang. Vi har heller ikke lagt skjul på, at der har været projekteringsfejl, og vi mener, der er begået fejl af både arkitekt og entreprenør, siger Kasper Graa Wulff fra Byggeri København.

Det nye kulturcenter skal fungere som en tilbygning til den eksisterende Kildevældskolen. Foto: Effekt Arkitekter & Kant Arkitekter

Underprioriteret område af byen

Det juridiske slagsmål kan lokaludvalgsformanden Allan Marouf dog ikke bruge til så meget. Det er påstand mod påstand, og i sidste ende er det borgerne ligegyldigt, som han siger.

For ham er humlen fortsat, at kulturcenteret fortsat står som en byggeplads beboet af spøgelser.

- Jeg er både skuffet og rasende. Jeg tror ikke, det kommer til at åbne før engang efter kommunalvalget i 2021. Det frygter jeg. Jeg er så ked af det på Østerbros vegne. Vi har ventet så længe på det. I mange år har det her område været så underprioriteret, når det kommer til kultur. Så det er trist for borgerne, siger Allan Marouf.

Læs også Helt nyt boligkvarter ramt af skimmelsvamp - beboere blev syge

I Københavns Kommunes bygherreenhed erkender Kasper Graa Wulff, at hele forløbet har været "urimeligt langt og utilfredsstillende for borgerne på Østerbro". På nuværende tidspunkt kan han ikke komme med et skøn for, hvornår kulturcenteret monstro står færdigt. 

- Men jeg kan betrygge borgerne i, at vi arbejder benhårdt på at få det her løst. Vi har nu rundet et hjørne og taget en tung og svær beslutning, men en beslutning der giver mulighed for fornyet fremdrift i projektet, siger han.

I august 2019 havde kommunen brugt mindst 25 millioner kroner på byggeriet, men hvor vægtig den regning når at vokse sig, inden skandalebyggeriet står færdigt, kan Københavns Kommune fortsat ikke svare på.

Overblik: Kulturcenter Kildevæld – skandale på skandale

Da visionen om Kulturcenter Kildevæld ved skolen af samme navn på Østerbro blev undfanget og pengene afsat, var det planen, at den nye bygning skulle stå klar i 2016 som et bæredygtigt byggeri ud over det sædvanlige.

 

arkitekternes fagblad kunne man således læse, at det nye kulturcenter skulle hæve barren for bæredygtigt byggeri.

 

Men tidsplanen for kulturcenteret, der er udtænkt og designet af Kant Arkitekter med bibliotek, gymnastiksal, værksteder, café og et ”klimarum”, begyndte hurtigt at skride, og en ny åbningsdato blev i stedet sat til oktober 2017. Det blev siden revideret til september 2018.

 

Herefter lød meldingen så, at kulturcenteret ville stå klar, så Østerbroborgerne langt om længe kunne tage det i brug i sommeren 2019 – en melding der kort tid efter blev revideret til efteråret 2019, kunne man læse i Østerbro Avis.

 

I januar i år holdt overborgmester Frank Jensen, (S), tale til rejsegilde på bygningen, hvor han til håndværkere og entreprenører sagde, at det var ”opmuntrende at se, hvor langt I er kommet”.

 

Men kort før åbningen blev forvaltningen orienteret om, at en indvielse på ingen måde kunne komme på tale.

 

Det fremgår af dokumenter, TV 2 Lorry har fået aktindsigt i.

 

Ved gennemsyn af bygningen i slutningen af maj måned og begyndelsen af juni fandt forvaltningen graverende byggefejl.

 

- Rapporten […] påviste umiddelbart en række projekterings -og udførelsesfejl, herunder tætning af dampspærre, skimmelsvamp, utilstrækkelig overdækning/afdækning af facade, kuldebroer mv, oplyser kommunens sekretariat for byudvikling.

 

Den 19. juni – altså godt og vel to måneder inden den officielle indvielsesceremoni – blev Kultur- og Fritidsudvalgets medlemmer af forvaltningen informeret om forsinkelsen.

 

Byggeskandalen på Østerbro fik en politiker på Rådhuset til at rette henvendelse til Kultur- og Fritidsforvaltningen for at få klarlagt, hvorfor medarbejdere i kommunen ikke har opdaget fejlene noget før.

 

I svaret fremgår det, at byggeriets fejl ”har været skjult bag mangel på transparens i samarbejdet mellem hovedentreprenøren og den oprindelige totalrådgiver. Det har generelt været svært at afhjælpe problemerne, da hovedentreprenøren og den oprindelige totalrådgiver, har haft et uhensigtsmæssigt samarbejde, og der er opstået et uigennemskueligt forhold, hvor projekteringsfejl og udførelsesfejl har været flettet sammen.”

 

Derfor blev en syn og skøn-sag sat i gang, der skulle klarlægge alle bygningens fejl og mangler.

 

Allerede her var totalrådgiveren Kant Arkitekter blevet fyret. Det skete i februar 2019.

 

I starten af 2020 forelå syn og skøn-sagen. Denne viste blandt andet, at facaden buer indad, isoleringen er mangelfuld, taget er utæt, og at der er fundet flere tilfælde af skimmelsvamp og fugt.

 

Hovedentreprenøren Skou Gruppen blev fyret i marts 2020.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik