Seks mænd skyldige i drabsforsøg i københavnsk bandekonflikt

Byret frifinder fire ud af 14 i sag om konflikt mellem Brothas og NNV. To af de frifundne er løsladt efter to år.

I en stor sag om fem drabsforsøg i bandemiljøet i september 2018 har Københavns Byret torsdag kendt seks mænd skyldige i to drabsforsøg, mens der er sket frifindelse i de tre andre.

I alt 14 mænd er tiltalt i sagen, fire af dem blev helt frifundet. Kun 11 af de 14 var dog anklaget for drabsforsøg.

To af de frifundne har siddet varetægtsfængslet i sagen siden september 2018. Dermed kunne de efter over to års fængsling torsdag eftermiddag blive sat på fri fod.

Retten fandt to af de tiltalte skyldige i et drabsforsøg, hvor der blev skudt 19. september 2018 på Nørrebro. Der blev skudt 22 gange, og offeret blev ramt i maven.

Fire andre er fundet skyldige i et drabsforsøg, der fandt sted 25. september 2018 på Rentemestervej i Københavns Nordvestkvarter, hvor der blev affyret mindst ti skud mod en bil.

En mand blev ramt af skud i baghovedet, men overlevede.

Berygtet bande delt i to

Drabsforsøgene relaterer sig ifølge anklagemyndigheden til den københavnske bandekonflikt i efteråret 2018 i kølvandet på, at gruppen NNV var brudt ud af Brothas.

Retten har da også fundet det bevist, at de to drabsforsøg skete som led i en bandekonflikt. Det kan være med til at hæve straffen, når den skal fastsættes senere.

Der var også rejst tiltale for tre andre drabsforsøg, men her skete der frifindelser.

Anklagemyndigheden havde rejst tiltale mod ni af mændene i sagen for et drabsforsøg 17. september 2018. Men her har retten frifundet.

Retten giver godt nok anklagemyndigheden ret, i at fire biler kørte i kortege og standsede ud for Café Arguileh på Amager, og tre af de tiltalte gik ind på caféen med våbenlignende genstande og spurgte efter en person.

Men de våbenlignende ting er ikke identificeret eller fundet af politiet, og derfor kan retten ikke dømme dem for det.

Og retten har heller ikke fundet bevis for, at de tiltalte havde forsøgt til at dræbe personen eller andre i caféen.

Bevæbnet med pumpgun

En anden i sagen var anklaget for drabsforsøg ved at have kørte til Café Pitstop i Herlev, hvor han sammen med en ukendt mand skal have været bevæbnet og ledt efter NNV-folk.

Her har retten heller ikke vurderet, at det var drabsforsøg. Men den tiltalte er dømt for at have været bevæbnet med en pumpgun.

Den tredje episode, hvor retten frifandt for drabsforsøg, fandt sted 18. september 2018, hvor der blev skudt i krydset Herlev Ringvej og Herlev Hovedgade mod en VW Polo.

Ved Herlev Bymidte fandt politiet en gennemhullet VW Polo. Føreren dukkede op senere.
Ved Herlev Bymidte fandt politiet en gennemhullet VW Polo. Føreren dukkede op senere.
Foto: Presse-fotos.dk

Her har retten dog ikke fundet tilstrækkeligt bevis til at kende de fire, der var tiltalt for den episode, skyldige.

Der var desuden en række andre anklager i sagen, hvor flere er dømt. Blandt andet er en af mændene dømt for at have skudt flere gange ved Gladsaxefortet.

Retssagen har været længe undervejs og blev i foråret udskudt på grund af coronakrisen. Flere af de tiltalte har siddet varetægtsfængslet i over to år.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik