Bandeskyderier: 11 fængslet efter grundlovsforhør i nat

Mændende blev anholdt natten til onsdag i et sommerhus på Stevns.De sættes i forbindelse med bandemiljøet og den seneste tids skyderier.

11 mænd er natten til torsdag blevet varetægtsfængslet i 20 dage - frem til til 16. oktober - efter et grundlovsforhør i København.

Det oplyser den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi ifølge Ritzau.

Grundlovsforhøret mod mændene foregik bag lukkede døre i Københavns Byret.

Sigtet for drabsforsøg og røveri

Mændene blev anholdt natten til onsdag i et sommerhus ved Rødvig på Stevns, og de er sigtet for fem drabsforsøg og to røverier af biler begået i perioden fra 5. til 26. september i København.

De 11 mænd er sigtet for at have planlagt og begået forholdene i samarbejde.

 
 
Foto: Presse-fotos.dk

I forbindelse med drabsforsøgene skulle der blandt andet været brugt et gevær af mærket AK-47 og en pumpgun samt flere ukendte gerningsvåben. Røverierne af de to biler var henholdvis en Mini Cooper og en BMW.

Alle personer menes at være en del af den verserende bandekonflikt mellem Brothas og en udbrydergruppe kaldet "NNV".

Begge grupper udspringer fra bebyggelsen Mjølnerparken på ydre Nørrebro.

Overblik over skyderierne i København og omegn - september 2018.
Overblik over skyderierne i København og omegn - september 2018.
Foto: TV 2