Rundetaarn har fået makeover: Fejret med taler og portvin

Tirsdag var der taler og portvin foran Rundetaarn, hvor restaureringen af tårnets 'dåbsattest' blev fejret.

Tirsdag blev der holdt tale, spillet klassiske toner og delt portvin ud til de nysgerrige foran Rundetaarn.

Anledningen var, at porten til Rundetaarn har fået istandsat indgangspartiet. Ikke mindst de to nye historiske tavler, der flankerer porten, har fået en makeover.

- Det er ikke lige noget, der sker hver dag. Sidst vi med sikkerhed ved, at der er sket noget var i 1817, siger Rasmus Agertoft, der er historisk konsulent hos Rundetaarn til TV 2 Lorry.

Tavlerne er de eneste, der angiver, hvornår grundstenen til det københavnske vartegn blev lagt. På den måde kan man godt kalde bygningstavlerne en slags dåbsattest.

De tidligere tavler var ødelagt af vind og vejr og har længe været ulæselige.

Tavlerne var en smule til den grå side inden genskabelsen.
Tavlerne var en smule til den grå side inden genskabelsen.
Foto: Pressefoto

Selve rekonstruktionen af de gamle tavler har været undervejs i fem år. 

Under arbejdet med at restaurere tavlerne lykkedes det at finde spor af forgyldning på de gamle bogstaver, hvorfor de nye tavler er belagt med bladguld. 

De håndhuggede tavler er en direkte kopi af de gamle og er sat op i nye sandstensrammer, mens porten er blevet pudset. 

- Vi er meget, meget glade for, at det er lykkedes. Vi synes, at når nu det er et kongeligt tårn, som har en gylden rebus på facaden, så fortjener det også, at det har nogle tavler, som funkler ud imod København, siger Rasmus Agertoft.

Historisk konsulent ved Rundetaarn Rasmus Agertoft var en glad mand tirsdag.
Historisk konsulent ved Rundetaarn Rasmus Agertoft var en glad mand tirsdag.
Foto: TV2 Lorry


Rundetaarn er 41,55 meter højt og ligger på Købmagergade i Indre By i København. Den berømte udsigtsplatform ligger 34,8 meter over gadeplan.

Tårnet ligger i forlængelse af Trinitatis Kirke og blev opført på foranledning af Kong Christian d. 4. Byggeriet begyndte i 1637, og Rundetaarn stod færdigt i 1642. 

Siden da har man kunnet tage den snoede spiralgang mod toppen for at nyde udsigten over København.

Rundetaarn var oprindeligt et observatorie.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik