Politikere ophæver særlig regel for at hjælpe kulturlivet

Kulturlivet i København kan måske få en god sommer alligevel, for arrangører af mindre festivaler må resten af 2021 tage betaling for entré for events, der afholdes på offentlige arealer.

Mindre festivaler i København får nu en hjælpende hånd.

Det sker, efter at politikerne på Københavns Rådhus har vedtaget, at det i resten af 2021 er tilladt for kulturarrangører at opkræve entréindtægter, selvom arrangementerne finder sted på offentlige arealer.

Forslaget var stillet af Radikale og blev behandlet på Teknik- og Miljøudvalgsmødet mandag.

Her viste der sig at være flertal for forslaget, og det åbner op for, at en række festivaler og andre kulturarrangementer kan få en ny indtægtskilde, hvis publikum altså gerne vil betale for eventet.

quote Lidt polemisk sagt, så kan det godt være, vi er kommet ud af komaen, men vi ligger stadig i respirator

Tue Lund-Christensen, arrangør af ’Jazz på Balders Plads’

Når Teknik- og Miljøforvaltningen giver tilladelser til diverse festivaler på offentlige arealer, er det som oftest ud fra det princip, at arrangementerne skal være gratis, så adgangen til oplevelserne ikke skal være dikteret af, om man har råd til at deltage eller ej.

Det princip støtter partiet under normale omstændigheder op om, men i det her særlige år mener Radikale Venstres medlem af Borgerrepræsentationen, Mette Annelie Rasmussen, at der var brug for at, at der skulle ske noget.

Firer på principperne

Hun er glad for at de fleste andre partier bakkede op om forslaget, og hun mener, at det blandt andet kan tilgodese events som Jazzfestivalen, Jazz På Balders Plads, Bas under Buen, og den slags mindre festivaler, som finder sted rundt omkring i København.

- Vi må fire lidt på principperne og komme kulturen i møde. Jeg er med på, at vi skal have en balance mellem betalt kultur og gratis kultur, men jeg tror også vi skal gøre op med den her forestilling om, at kultur er gratis, for det er det jo ikke. Der er nogle folk bagved, som arbejder for at få hjulene til at løbe rundt, og det koster, siger Mette Annelie Rasmussen til TV 2 Lorry.

Hun tror og håber på, at københavnerne vil glæde sig flere kulturelle tilbud i løbet af sommeren og ind i efteråret, som der måske slet ikke var udsigt til på grund af de økonomiske usikkerheder.

Arrangementer, som kræver billet, vil også gøre det lettere at afholde de pågældende arrangementer med de korrekte afstandskrav og andre regler.

- Jeg tror, der er et stort ønske fra københavnernes side om at støtte alt, hvad der kan bringe byen tilbage på ret kurs. I år er et særligt år, og folk har været gode til at blive hjemme, når de er blevet bedt om det, har været gode til at lade sig teste, og jeg er også sikker på, at de kommer og støtter kulturlivet.

- Det har varet længere, end vi havde regnet med, så folk har et stort savn, for kulturtilbuddene har manglet, så jeg håber der vil være opbakning til det her, siger Mette Annelie Rasmussen.

Arrangør: Der skal lempes på afstandskrav

En af de arrangører, som under normale omstændigheder arrangerer musikfestival, er Tue Lund-Christensen, der er en af hovedkræfterne bag festivalen ’Jazz på Balders Plads’.

Han er positivt stemt for politikernes håndsrækning til den hårdt ramte branche, men han er ikke sikker på, at festivalen alligevel bliver stablet på benene i år trods nye indtægtsmuligheder.

- Ja, det kan godt hjælpe os, men lidt polemisk sagt, så kan det godt være, vi er kommet ud af komaen, men vi ligger stadig i respirator, lyder den umiddelbare reaktion fra Tue Lund-Christensen, da TV 2 Lorry fanger ham til en kommentar over telefonen.

- For at det her skal kunne lade sig gøre for os, så er der et afstandskrav, der skal lempes på. Vi kan samle 1000 mennesker på Balders Plads, hvis afstandskravet er to kvadratmeter per person, men lige nu lyder kravet på fire kvadratmeter for stående publikummer, og så kan vi samle 500 mennesker. Vi har regnet på det, og det kan ikke løbe rundt for os, men det godt hænge sammen med 1000 gæster, siger Tue Lund-Christensen.

Han håber derfor på, at afstandskravene vil blive lempet inden længe, så københavnerne igen kan mærke noget liv i gaderne, men det bliver ikke tilfældet, hvis det ikke er økonomisk forsvarligt, pointerer Tue Lund-Christensen.

- Det er rart, at kulturen har fået et rygstød, men nu mangler vi bare lidt hjælp fra Christiansborg i forhold til afstandskravene. Restauranterne startede med at have afstandskrav på 7,5 kvadratmeter, men det blev hurtigt sat ned til en meter, så vi håber, det samme sker her. 

- Vi har alle aftaler på plads, men lige nu sidder vi og venter på, om det økonomisk kan lade sig gøre, og det er det som afgør, om vi skal tage et år mere i skyggen og tage kompensationen.

- Det har vi slet ikke har lyst til, for vi vil meget hellere se musikerne og glade gæster igen, men kompensationen kan godt blive alternativet, siger han.

Som det ser ud lige nu, er der forsamlingsforbud på 50 personer udendørs. En ekspertgruppe kom dog med et bud i sidste uge i forhold til de større festivaler, at publikum opdeles i sektioner, hvor der maksimalt må 2000 personer i en sektion. Du kan læse meget mere om ekspertgruppens anbefalinger her, anbefalinger som regeringen skal se nærmere på. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik