P-anlæg tilbyder gratis promille-parkering til julefrokostgæster

BLOX Parkering i København tilbyder gratis parkering til julefrokostgæster alle fredage og lørdage i december i håbet om, at det får potentielle spritbilister til at lade bilen stå.

Julefrokostsæsonen er i fuld gang. 

Og disse frokoster er som oftest så festlige, at det i de fleste tilfælde er bedst at lade bilen stå, når festen er slut.  

Derfor har Securita, der driver det højteknoligske P-anlæg BLOX Parkering, valgt at tilbyde 24 timers gratis parkering fredage og lørdage frem til juleaften.

- Spirituskørsel er en alvorlig sag, og det skal der ikke være nogen undskyldning for. Vi håber, at vi ved at stille gratis parkeringspladser til rådighed i december kan sætte fokus på problemet og samtidig hjælpe nogle af dem, der egentlig gerne vil kunne køre ind til julefrokosten og tage bussen eller en taxa hjem, siger Tom Laursen, administrerende direktør i Securitas A/S, i en pressemeddelelse. 

Det gavmilde tilbud gælder julefrokostgæster, der har udsigt til promille-udfordringer senere på aftenen, og som forinden festlighederne gerne vil parkere bilen godt og trygt til dagen efter.

Der vil være sat vouchers frem i P-anlægget ved BLOX fredage og lørdage i tidsrummet mellem klokken 14 og 21.

Det handler om tryghed

Kampagnen er dog ikke kun sat i søen for at sætte fokus på problemet. 

- For os handler alt, hvad vi gør, om at skabe tryghed i hverdagen. Med gratis parkering i BLOX til julefrokostgæster skaber vi både tryghed for parkanterne, fordi deres bil holder parkeret uden risiko for ridser og indbrud, men vigtigere endnu er, at vi gør trafikken tryggere, siger Tom Laursen.

Det anbefales at få en voucher, når man parkerer bilen, så man kan afhente, når det passer en og igen er i stand til at køre. Parkeringen gælder for 24 timer. 

Tilbuddet om 24 timers gratis parkering gælder 6./7., 13./14. og 20./21. december, og kun så længe der er plads i anlægget.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik