Oversigt

Seneste nyt

Nikolaj Hübbe stopper som balletmester hos Det Kongelige Teater

Nikolaj Hübbe stopper som balletmester ved Det Kongelige Teater, når hans kontrakt udløber i 2026.

Det skriver Det Kongelige Teater i en pressemeddelelse.

Teateret vil nu påbegynde en "bred international rekrutteringsproces", for at finde den, der skal stå i spidsen for Den Kongelige Ballet fra 2026. Til den tid vil Nikolaj Hübbe have haft ansvaret for Den Kongelige Ballet i 18 år.

Ifølge teaterchef på Det Kongelige Teater Kasper Holten meddelte Nikolaj Hübbe allerede i 2022, at han ikke ønskede at forlænge sin kontrakt.

- Det bliver ikke en nem opgave at finde en afløser, da Nikolaj som balletmester både har formået at sætte ballettens kunstneriske barre meget højt og samtidig personligt at være en fantastisk ambassadør for den klassiske ballet, siger Kasper Holten i pressemeddelelsen.

Nikolaj Hübbe har siden 2011 været dommer i tv-programmet "Vild med dans".