Oversigt

Seneste nyt

Kraftig tagbrand i København - tre opgange evakueret

Hovedstadens Beredskab og Københavns Politi er lige nu talstærkt til stede ved en kraftig tagbrand på Landsdommervej i København.

Branden er opstået på en altan i 4. sals højde, oplyser vagtchef hos Københavns Politi, Henrik Stormer, til TV 2 Kosmopol.

- Det er endnu uvist, hvordan ilden har spredt sig. Men der er røg i den pågældende lejlighed samt en nabolejlighed. Vi har evakueret beboerne i tre opgange for at være på den sikre side, siger Henrik Stormer.

Vagtchefen tilføjer at der ikke er meldinger om personskade, men at branden skaber kraftig røg og at ilden ikke er under kontrol.

- Jeg har ikke nogen tidshorisont og kan ikke sige, at branden er under kontrol. Beboere i området opfordres til at lukke vinduer og ventilation.

Ifølge TV 2 Kosmopols reporter i nærheden, kan man se røgfanen fra længere afstand.

Billeder fra stedet viser meterhøje flammer stige op fra taget.

Landsdommervej brand
Foto: Clara Leck Bachmann / TV 2 Kosmopol
Lejlighedsbrand Landsdommervej i København
Foto: Presse-fotos.dk