Kommentatorer: Sådan påvirker vaccinekritiske opslag kommunalvalget

Selvom politiske modstandere kalder på en reaktion fra Pernille Vermund, så forstår politiske eksperter godt Nye Borgerlige-formandens håndtering.

En række af Nye Borgerliges spidskandidater har i denne uge fået ekstra fokus, efter at vi her på TV 2 Lorry kunne afsløre, at mindst seks af partiets kommunale spidser har delt corona-vaccineskeptisk indhold på deres sociale medier

Det har bragt partiet og partiets formand Pernille Vermund i strid modvind blandt nogle af de politiske kollegaer på Christiansborg.

- Pernille Vermund skal tage hovedet ud af busken nu og bekende kulør: Støtter hun de her konspirationsteoretikere fra sit eget parti eller støtter hun sandheden?, lyder det fra den socialdemokratiske sundhedsordfører, Rasmus Horn Langhoff til TV 2 Lorry.

Men spørger man den politiske kommentator Noa Redington, så kommer det altså ikke som den store overraskelse, at kommunale spidskandidater slipper afsted med at dele vaccinekritisk indhold.

- Nye Borgerlige er et modstandsparti, det er sådan, de definerer sig selv, og de er i opposition til eliten. Det er første gang, de er ude og være til stede i et kommunalvalg, og der er mange spraglede kandidater, siger han i TV 2 Lorrys kommunalvalgsmagasin "Valgkamp med Allerslev og Redington".

- Derfor er der også plads i Nye Borgerlige til, at man ikke tror på vaccinerne, og at man mener, at covid-19 er lidt ligegyldigt, fortsætter han. 

Herunder kan du se hele programmet, hvor de to politiske eksperter blandt andet taler om Pernille Vermunds håndtering af spidskandidaternes corona-vaccineskeptiske udmeldinger. 

(artiklen fortsætter efter videoen)

Kom med helt ind i maskinrummet, når kommentatorerne Pia Allerslev og Noa Redington tager temperaturen på valgkampen. Med stor viden, godt humør og skarp analyse vil de se nærmere på, hvad der er gået godt og hvad der har været mindre vellykket i politikernes kamp om vælgernes gunst. I dagens program ser de sammen med vært Casper Dalgård nærmere på anderledes valgvideoer, en rævekage fra Lyngby-Taarbæk og begrebet bykonger.

Skader ikke nødvendigvis Nye Borgerlige

For kommunalvalgsmagasinets anden politiske ekspert, Pia Allerslev, er det lidt en gåde, hvorfor de pågældende Nye Borgerlige-kandidater vælger at bruge tid kræfter på at dele vaccinekritisk indhold.

- Covid-19 vaccinationerne har jo dybest set ikke noget med kommunalpolitik at gøre, så det i sig selv giver det ikke rigtigt mening, at man som kandidat bruger tid på, siger hun.

quote Hun kan ikke gå ind og blande sig i den her.

Pia Allerslev, politisk kommentator

Men det kan være, at det alligevel trækker vælgere til.

- På den anden side så skaber det opmærksomhed, og den skare af mennesker som er skeptiske overfor, hvad der foregår, vil måske lede efter en kandidat, som har den holdning, siger hun.

Den udmelding bakker Noa Redington op om.

- Man skal huske på, at det er der også en del danskere, der mener. Det er jo kun knap omkring 80 procent, der er blevet vaccineret, så hvis de kan få 20 procent til at stemme på sig på grund af det her, så tager de det med, siger han.

Pia Allerslev mener dog også, at hvis Nye Borgerliges kanaler flyder over med coronakritisk indhold, så kan det få konsekvenser for partiet.

- Hvis det drukner i, hvad Nye Borgerlige i øvrigt mener, så kunne jeg godt frygte, at det skader den samlede pakke, som man køber ind på, hvis man stemmer på Nye Borgerlige

Herunder kan du høre hele kommunalvalgsmagasin "Valgkamp med Allerslev og Redington". Du kan også finde det lige der, hvor du normalt finder dine podcasts. 

(Artiklen fortsætter efter grafikken).

Vermunds håndtering

TV 2 Lorry har i flere dage forsøgt at få en kommentar fra Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, men hun har ikke ønsket at stille op til interview.

Men ifølge Pia Allerslev er det altså den helt rigtige måde at gribe sagen an på. 

- Hun skal blive ved med at gøre det, hun gør. Hun kan ikke gå ind og blande sig i den her. Det er rigeligt, at næstformanden skal gå ud og have en holdning til det, siger den politiske kommentator.

Tidligere på ugen sagde Nye Borgerliges politiske næstformand Peter Seier Christensen nemlig sådan her til TV 2 Lorry:

- Jeg bryder mig da ikke om, at de udtaler noget, der ikke er korrekt. Det kommer ikke til at få konsekvenser for dem.

- Vi har rigtig mange kandidater, og de pågældende kandidater er samlet set et fåtal af dem, så det er ikke noget, jeg ser, som værende et større problem, fortsatte han.

TV 2 Lorry har igen i dag forsøgt at få en kommentar fra Pernille Vermund, men hun har ikke ønsket at kommentere på sagen.

I en SMS til TV 2 Lorry oplyser Nye Borgerliges pressechef Lars Kaaber, at Pernille Vermund selvfølgelig er enig i Peter Seier Christensens måde at håndtere sagen på.