Socialdemokratiet efter Lorry-afsløring: Vermund må slå ned på vaccineskeptiske kandidater

Efter historie i TV2 Lorry om coronaskeptiske kandidater fra Nye Borgerlige vil S have Vermund på banen.

Socialdemokratiets sundhedsordfører, Rasmus Horn Langhoff, mener, at Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, skal slå ned på de af partiets spidskandidater, der ytrer sig skeptisk over for corona og vacciner.

Det siger han, efter at TV2 Lorry tirsdag har beskrevet, hvordan seks spidskandidater for Nye Borgerlige til kommunalvalget har delt blandt andet konspirationer og ikke-underbyggede påstande om corona og vacciner.

- Det er meget bekymrende, for det er jo ikke bare et par tilfældige kandidater. Det er seks spidskandidater bare i Region Hovedstaden. Og man kan jo frygte, at billedet er det samme i hele landet, siger Rasmus Horn Langhoff.

TV2 Lorry peger på påstande fra kandidaterne om, at der er flere indlagt med bivirkninger fra vacciner end med corona, og at befolkningen "bliver fyldt med løgn" om vaccinerne.

quote Jeg forventer, at Pernille Vermund som partileder går ind og tager klart afstand fra den manipulation, vi ser fra en lang række kandidater

Rasmus Horn Langhoff, Socialdemokratiets sundhedsordfører

På spørgsmålet om kandidater ikke gerne må sige, hvad de vil og tror på, svarer den socialdemokratiske ordfører:

- Det er et problem at lyve. Og det er et problem at manipulere med sandheden. Ikke mindst nu, hvor det er så vigtigt, at myndighederne kan give befolkningen korrekt information.

- Jeg forventer, at Pernille Vermund som partileder går ind og tager klart afstand fra den manipulation, vi ser fra en lang række kandidater. Her må hun være sit ansvar bevidst, hvis vi skal tage Nye Borgerlige seriøst.

(Artiklen fortsætter under billedet)

nye borgerlige vaccineskepsis
Foto: Screendump fra Facebook

Næstformand: Ikke et større problem

Nye Borgerlige har under corona været ganske kritiske over for mange af de tiltag, som regeringen og Folketinget har indført, der mindskede den personlige frihed for at begrænse smitten.

Partiet har på intet tidspunkt sået tvivl om hverken coronas eksistens, farlighed eller vacciners effekt.

Til TV2 Lorry siger næstformand for Nye Borgerlige Peter Seier Christensen, at vaccineskepsis ikke er partiets politik.

- Vi har rigtig mange kandidater, og de pågældende kandidater er samlet set et fåtal af dem, så det er ikke noget, jeg ser, som værende et større problem, siger næstformanden til TV 2 Lorry.

Det har Rasmus Horn Langhoff dog ikke meget tilovers for:

- Det er jo noget decideret vrøvl. Alene i hovedstaden er det seks spidskandidater. Så det er gevaldigt mange af Nye Borgerliges kandidater, der er omrejsende med dette her.

/ritzau/

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik