Oversigt

Seneste nyt

Københavns Politi opretter visitationszone over nytår

Efter flere knivstikkerier hen over juledagene opretter Københavns Politi visitationszoner på dele af Nørrebro og i Nordvest-kvarteret i København. Politiet vil forebygge flere hændelser, som de knivstikkerier, der er sket over juledagene i København.

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Visitationszonen gælder foreløbigt fra 29. december klokken 18 og indtil 5. januar 2023 klokken 18.

- Vi har desværre set fem knivstikkerier i et forholdsvis afgrænset område siden juleaften og har derudover taget en række personer med kniv i samme område. Det hverken kan eller vil vi acceptere, og vi har derfor etableret en visitationszone frem til torsdag efter nytår, siger politiinspektør Tommy Laursen i pressemeddelelsen.

Visitationszonen skal lægge en dæmper på en anspændt situation og forebygge flere hændelser, lyder det videre fra politiinspektøren.

Zonen er Peblinge Dossering – Sortedam Dossering – Fredensgade – Tagensvej – Haraldsgade – Lersø Parkallé - Tuborgvej – Bispebjergvej – Orgelbyggervej – Rådvadsvej – Utterslevvej – Hareskovvej – Borups Allé – Bispeengbuen – Ågade – Åboulevard – Peblinge Dossering.