Københavns lejlighedskøbere trodser corona-krise: Her er priserne steget mest

Trods corona-pandemien går lejlighedssalget i hovedstaden rigtig fint.

Man skulle måske tro, at hovedstaden, der med sin store folketæthed har været og stadig er særligt udfordret af den verdensomspændende sundhedskrise, også ville blive ramt på byens dyre boligmarked.

Rigtig nok stod det mere eller mindre stille under nedlukningen af landet, men nye tal fra Boliga.dk viser, at ejerlejlighedsmarkedet i København har trodset alle odds og er gået frem i 2020 - både når det gælder priser og salgstider.

I Købehavns Kommune er ejerlejlighederne indtil videre i år i gennemsnit blevet solgt på 82 dage og en kvadratmeterpris på omkring 41.900 kroner - fem dage hurtigere og 1.200 kroner pr. kvadratmeter dyrere dyrere end i 2019.

Og den positive udvikling overrasker:

- Det er gået langt bedre end ventet i forhold til, at i perioden, hvor landet lukkede ned og renterne piskede op, frygtede vi, at der ville komme prisfald - særligt på ejerlejlighedsmarkedet i København, der er dyrere end det gængse boligmarked og derfor er mere rentefølsomt, siger Christian Hilligsøe Heinig, der er cheføkonom i Realkredit Danmark.

- Det gik da også ned i gear i en periode, men i takt med genåbningen og rentefaldet er det kommet op i omdrejninger igen, og der har været pæne prisstigninger særligt de seneste måneder. Nogle steder ligger det også over niveauet fra før Danmark lukkede ned, siger han til Boliga.dk.

Også i den mondæne hovedstadskommune Frederiksberg er salgstiden faldet med en enkelt dag til et gennemsnit på 78 dage og køberne har givet 45.745 kroner pr. kvadratmeter ejerlejlighed, det svarer til tre procent mere end sidste år.

Købestærke boligsøgende

At ejerlejlighedsmarkedet i København er gået frem på trods af de udfordringer, som coronakrisen har bragt med sig, skyldes blandt andet køberskaren, der er på udkig efter et hjem i hovedstaden på ingen måde har mistet købelysten - nærmest tværtimod:

- Selvom der stadig er en vis økonomisk usikkerhed derude - og arbejdsløsheden har været stigende, så har aktiviteten på ejerlejlighedsmarkedet været høj. Det skyldes selvfølgelig de lave renter, men også at markedet allerede var godt i gang i inden nedlukningen, siger Christian Hilligsøe Heinig.

- Derudover har de potentielle købere til en ejerlejlighed i København, som ofte har pæne indkomster, heller ikke været dem, der er blevet ramt hårdest af arbejdsløshed, så er det umiddelbart ikke dem, der har mærket krisen mest, siger Christian Hilligsøe Heinig.

Hvis man ser på de bydele i hovestaden, hvor ejerlejlighedsmarkedet har klaret sig bedst gennem 2020, er det de populære og dyre brokvarterer Østerbro, Nørrebro og Vesterbro - samt Nordvest - hvor salgstiden er faldet med mellem ni og 14 procent. Det viser tal fra Boliga.dk.

Priserne her er også steget - særligt på Vesterbro, hvor kvadratmeterprisen er vokset syv procent, hvilket betyder, at køberne har givet lige over 48.000 kroner pr. ejerlejlighedskvadratmeter.

Men det kan åbenbart også blive for bekostelig en affære: I hvert fald er det gået mere stille for sig i hovedstadens dyreste boligområde, Nordhavn, hvor en kvadratmeter koster over 54.000 kroner - hvilket blot er 300 kroner mere end sidste år.

Her ligger ejerlejlighederne til salg i omkring 174 dage - godt og vel et halvt år - før de bliver solgt. Det er en stigning på 11 procent i forhold til året før.

*Boliga.dk har opgjort de gennemsnitlige salgskvadratmeterpriser og salgstider for ejerlejligheder solgt i almindelig fri handel i perioden 1.januar 2020 - 1.september 2020 samt i hele 2019. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik