København dropper forbud mod vegansk mad i daginstitutioner

Nu skal forældre ikke længere have en lægeerklæring, før deres børn må spise vegansk mad til frokost.

Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Opdatering torsdag klokken 18.06

Artiklen er torsdag blevet opdateret, efter Københavns Kommune har tilsendt ny fakta om den ny politik om veganerkost.

Når Alva på fem år fremover skal spise sin veganske frokost i hendes københavnske børnehave, er forældrene ikke længere tvunget til at have indhentet en lægeerklæring først. 

Det er realiteten, efter Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune har droppet sin politik om, at daginstitutioner i kommunen ikke må servere vegansk mad til børnene. 

Læs også København skruer ned for oksekødet for at sænke CO2-aftryk

Tidligere har reglen været, at københavnske børn kun måtte få serveret vegansk mad i institutionerne, hvis forældrene havde udfyldt en ansøgningsblanket og fået en lægeerklæring. 

Men politikken på området er nu blevet ændret i samarbejde med Dansk Vegetarisk Forening. 

- Jeg er rigtig glad for at konstatere, at forvaltningen har lyttet, så vi nu er sluppet af med de her rigide regler, siger medlem af Børne- og Ungdomsudvalget Niko Grünfeld (Å) og fortsætter:

- Det giver selvfølgelig ikke mening, at man skal have en lægeerklæring for at kunne give sit barn en vegansk madpakke med, for det er selvsagt ikke en sygdom at leve vegansk. 

Her er den nye veganerpolitik

  • Kommunen skal ifølge dagtilbudsloven tilbyde et ”sundt” frokostmåltid, som følger Fødevarestyrelsens ernæringsanbefalinger. Fødevarestyrelsen anbefaler ikke, at børn – særligt helt små børn - udelukkende får vegansk mad.
  • I kommunens retningslinjer har der tidligere stået, at institutionen ikke må servere vegansk mad. Den formulering er fjernet, så der ikke skulle opstå misforståelser om hvorvidt, det er i orden at servere enkelte veganske retter, som for eksempel tomatsuppe.
  • Derimod gælder det stadig, at institutionerne ikke udelukkende må serveres vegansk mad, idet de skal følge Fødevarestyrelsens ernæringsanbefalinger for aldersgruppen. Forældrene kan efter aftale med institutionen give deres barn en madpakke med, men skal stadig betale til den fælles madordning.
  • Det kræver ikke lægeerklæring, og det særlige ansøgningsskema handler kun om allergier.

 

Kilde: Københavns Kommune

Daginstitutioner bestemmer menuen 

Men den nye politik må daginsitutionerne i Københavns Kommune nu selv bestemme, om de vil servere vegansk mad til børnene - det må bare ikke være udelukkende vegansk mad. Forældre kan efter aftale ogse sende en vegansk madpakke med børnene - men de skal stadig betale til madordning.

Det er samlet set den rigtige vej for Københavns Kommune at gå mener kultur- og fritidsborgmesteren.

- Det er en virkelig god nyhed, at daginstitutionernne i København fremover får langt større frihed til at servere en mere plantebaseret kost for vores yngste borgere. Mere grønt på tallerkenen er godt for både børn, voksne og for klimaet, siger Franciska Rosenkilde (Å) i en pressemeddelelse. 

Læs også Fødevarestyrelsen advarer mod at spise skraldemad

Ifølge borgmesteren er det droppede krav om lægeerklæringer en forlængelse af kommunens mad- og måltidsstrategi, hvor man styrker kommunens indsats for bæredygtige måltider.  

I strategien har man blandt andet sat et mål om at reducere CO2-aftrykket af fødevarer brugt i de kommunale køkkener med 25 procent allerede i 2025. 

- Vi skal helt generelt gerne have langt større frihed til at vælge grønnere mad. Derfor er det virkelig positivt, at mulighederne for at fremme det grønne på børnenes tallerkener nu bliver bedre. Når vi spiser, foretager vi også et valg og en klimahandling, siger Kultur- og Fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å). 

01:09

Kort nyt

Luk video

Modstand fra Venstre

Hos Venstre er man dog lodret uenige i Børne- og Ungdomsforvaltningens beslutning, og partiet vil nu tage beslutningen op i Børne- og Ungdomsudvalget.

- Børn har brug for en varieret kost og skal ikke lide under deres forældres modediller. Det er indiskutabelt usundt for småbørn at leve vegansk og det skal kommunale daginstitutioner ikke understøtte ved at tilbyde veganske måltider, siger Jens-Kristian Lütken, næstformand for Børne- og Ungdomsudvalget (V)

- Voksne må selv bestemme, hvad de spiser, men små børn skal ikke påduttes mad, der ikke opfylder deres behov og som risikerer at skade deres udvikling. Vi skal tænke over, hvordan vi lever og bruger vores ressourcer, men det bliver hysterisk, når hensynet til klimaet bliver vigtigere end små børns trivsel, siger Jens-Kristian Lütken.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik