Oversigt

Seneste nyt

Kærlighedsrekord i København: Aldrig før er så mange blevet viet

Der har i 2022 været fuld smæk på de københavnske amoriner – i hvert fald målt på antallet af borgerlige vielser, som aldrig har været højere i hovedstaden. Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

7.484.

Så mange borgerlige vielser har der sidste år været i hovedstaden – og det er ny rekord.

Sammenlignet med 2021, hvor der blev afholdt 6.091 borgerlige vielser, har der i 2022 været næsten 1400 flere vielser i Københavns Kommune.

Ud af de 7.484 borgerlige vielser, som i år blev afholdt, er 497 af dem foretaget i forbindelse med konceptet ’Vie i det fri’.

Gift med manér

Som navnet antyder foregår denne type vielse som oftest udendørs. Her kan du eksempelvis blive viet ved Skuespillerhuset, i Det Kongelige Biblioteks Have, i Tivoli eller på Københavns første skibakke, CopenHill.

I 2022 har vielserne i det fri blandt andet fundet sted til Copenhagen Light Festival, på Nordre Toldbod, i Mærsk Tårnet og på Glyptoteket.

Derudover er 268 af dette års vielser i København blevet til gennem konceptet ’Book en foged’. Med dette koncept kan man få en giftefoged ud for at forestå en vielse på et sted og tidspunkt, som man helt selv har bestemt – også uden for Københavns Kommunes grænser.

Den nu tidligere rekord på antallet af borgerlige vielser i København lød på 6.679. Den rekord blev sat i 2019.