Kørestolsbruger: Handicappede diskrimineres ved havnebade

Handicappede har ikke adgang til havnebadene og svømmezoner i København. Kun et sted er der ramper, men de er ofte væk, siger kørestolsbruger.

Helga Mark mener, at Københavns Kommune diskriminerer deres handicappede borgere. Foto: Morten Raarup - TV 2 Lorry

Helga Mark er kørestolsbruger, og hvis hun vil forsøge at bade ved havnebadet ved Fisketorvet i København foregår det således:

- Hvis det overhovedet lykkes mig at komme ind ad en låge og over de to cirka 15 centimeter høje kanter på vej ned mod vandet, så skal jeg derefter kaste mig direkte i vandet fra kørestolen. Og bagefter må jeg selv finde ud af komme op, siger hun. 

- Hvorfor skal jeg straffes for at sidde i kørestol?

Helga Mark, kørestolsbruger i København

Helga Mark mener, at Københavns kommune diskriminerer deres handicappede borgere. Og hun peger på, at handicappede har ret til at leve og være aktive på lige fod med alle andre borgere:

- Handicappede skal føle sig som almindelige mennesker, og det kræver lige adgangsforhold til alt, også her. Hvorfor skal jeg straffes for at sidde i kørestol? spørger hun.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Havnebadet ved Fisketorvet Foto: Morten Raarup - TV 2 Lorry

Borgmester: Fuld forståelse

I en mail skriver kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Franciska Rosenkilde (Å), til TV 2 Lorry:

"Jeg har fuld forståelse for Helga Marks ønske om at kunne bade flere steder og på lige fod med alle andre. Jeg forstår også godt, hvis situationen opleves diskriminerende. Det er korrekt, at alle badesteder ikke kan benyttes af kørestolsbrugere. I København er der adgang med kørestol ved Helgoland, Amager Strandpark og ved Kastrup Søbad."

Ved de helt nye svømmezoner og nye havnebade, der netop er etableret, er der heller ikke mulighed for at kørestolsbrugere kan komme i vandet. Det er ikke tænkt ind, og det undrer Helga Mark.

Der findes lige nu kun to ramper ved havnebadet på Islands Brygge, men Helga Mark fortæller at personalet aldrig kan finde dem, og at de kun bringer hende ned på badeplatformen. Også her skal hun kaste sig i vandet direkte fra kørestolen og selv finde ud af at komme op igen.

Er ikke tænkt ind

- Det er mærkeligt, at der ikke tænkes over det her fra starten. Og mærkeligt at kommunen ikke involverer Handicaprådet ordentligt, før byggeriet går i gang. Fordi man er tobenet, tænker man ikke over, at der skal være adgang for handicappede i nye anlæg eller byggerier, siger Helga Mark. 

Til det svarer kultur- og fritidsborgmester, Franciska Rosenkilde:

"Når der ikke er adgang for kørestolsbrugere ved de såkaldte badezoner, skyldes det blandt andet, at det vil være teknisk vanskeligt at etablere handicapadgang her. Badezonerne er etableret omkring flydende pontoner, hvilket i forhold til handicapadgang giver udfordringer omkring forankring, bæreevne og opdrift. Med i det samlede billede hører, at vi i København i 2020 har prioriteret at få udvidet nogle af badezonerne og anlægge nye hurtigst muligt her til sommer, da der er pres på bademulighederne i havnen pga. coronasituationen, hvor mange opholder sig i byen."

Læs også Snart må du bade endnu flere steder i København

Borgmester svarer uden om

I et tidligere brev til Franciska Rosenkilde fra den 27. juni i år klagede Helga Mark første gang sin sag.

Artiklen fortsætter efter brevet...

Brev fra Helga Mark til Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde

Borgmesteren svarede dengang Helga Mark, at der er adgang for handicappede ved Helgoland, Amager Strandpark, Kastrup Søbad og fire svømmehaller rundt om i København. Borgmesteren tog dog i brevet ikke stilling til Helga Marks protest over de ikke-eksisternede forhold ved havnebadene.

Artiklen fortsætter efter billedet...

- Det er et typisk politikersvar, siger Helga Mark.

- Jeg er så vant til, at de svarer udenom. De tør ikke andet. Ellers bliver de hængt op på sagen, og så er de jo nødt til at handle, siger hun.

Efter at TV 2 Lorry onsdag henvender sig, svarer borgmesteren så direkte på de problemer, Helga Mark peger på.

Seks års kamp for baderampe lykkedes

Helga Mark har erfaring med det politiske system og med at protestere over forholdene på handicapområdet. I 2016 lykkedes det hende, efter seks års kamp, at få genetableret kørestolsrampen for handicappede ved Amager Strandpark.

Hun mødte op i sin kørestol ude foran det lokale, hvor der blev forhandlet budget på Københavns Rådhus hver dag. Rampen kom med i budgetaftalen for 2017.

Læs også Kæmpede i 6 år for kørestolsrampe: Nu kommer den tilbage

I 2018 blev baderampen ved Amager Strandpark ødelagt af vind og vejr, men i dag er der etableret en ny af metal. Og der er også en lift ved den rampe, der er ved Helgoland badeanstalt. Og det er en løsning, som Helga Mark før har bedt kommunen om at købe til havnebadene:

- De fåes i en mindre størrelse hos forhandlere af handicaphjælpemidler- Og jeg kan ikke forstå, hvorfor kommunen ikke bare køber dem?

Artiklen fortsætter efter billedet...

Helga Mark og Michaell Floyd Jensen i Amager Strandpark. Foto: TV 2 Lorry

Franciska Rosenkilde skriver:

"Jeg vil gerne takke Helga Mark for hendes forslag til indkøb af lifte og andre handicaphjælpemidler til for eksempel havnebadene. Indkøb af lifte og andet udstyr kræver imidlertid, at der afsættes midler til formålet. Derfor vil jeg efter sommerferien tage sagen op i Kultur- og Fritidsudvalget, så vi kan drøfte adgangen til badesteder for kørestolsbrugere og få belyst behovet for yderligere hjælpemidler og økonomien i det."

Borgmesteren skriver også i mailen, at Kultur- og Fritidsforvaltningen gerne vil høre om de problemer, Helga Mark oplever med de eksisterende ramper, som eksempelvis dem ved Islands Brygge Havnebad, der tit er væk og ikke duer til alle kørestole.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik