Snart må du bade endnu flere steder i København

Flere bademuligheder i Københavns Havn er på vej. Se her, hvor du snart også må hoppe i vandet.

Der er godt nyt til badeglade københavnere og gæster i hovedstaden. København har nemlig udsigt til endnu flere og udvidede badezoner.

Det oplyser Kultur- og Fritidsudvalget i en pressemeddelelse.

Hvor der i dag er badezoner ved Havnevigen, Halfdansgade, Kalvebod Bølge, Sandkaj, Sdr. Refshale Bassin og Halvandet, vil det fra denne sommer være muligt at hoppe i havnen endnu flere steder.

Dels kommer der en ny badezone ved La Banchina på Refshaleøen, mens de eksisterende badezoner Sandkaj og Sdr. Refshale Bassin udvides. Desuden kan man se frem til en såkaldt mobil dyppezone ved Kalvebod Bølge.

Det har politikerne i Københavns Kultur- og Fritidsudvalg netop vedtaget, da man ønsker at imødekomme et forventet pres på badefaciliteterne i Københavns Havn i år som følge af coronakrisen.

Borgmester: Fantastisk med flere bademuligheder

Kultur- og fritidsborgmester, Franciska Rosenkilde (Å) glæder sig over, at københavnerne får endnu flere bademuligheder.

 - Københavns Havn er en af vores allerstørste attraktioner. Ligesom vi har grønne åndehuller, har vi i havnen et stort, blåt åndehul. Og ikke mindst denne sommer, hvor mange københavnere kan forventes at være i og ved byen, er det fantastisk, at vi kan tilbyde endnu flere bademuligheder, siger hun.

Anne Skovbro, der er adm. direktør i By & Havn, som driver og udvikler havnen, byder beslutningen velkommen.

- Der er en enorm lyst til og begejstring for at springe i havnen om sommeren, og derfor er det en stor gevinst for københavnerne og havnen, at der nu kommer endnu flere bademuligheder. Sammen med Københavns Kommune arbejder vi på adskillige initiativer for at justere adfærden i havnen og gøre opmærksom på, at man skal bruge badestederne for egen og andres sikkerheds skyld, siger hun.

De nye bademuligheder forventes at kunne benyttes senere på sommeren.

Fakta om de nye bademuligheder i København

• Der kommer en ny badezone ved La Banchina på Refshaleøen.

 

• De eksisterende badezoner Sandkaj og Sr. Refshale Bassin udvides.

 

• Desuden kommer der en ny mobil dyppezone ved Kalvebod Bølge. En ’dyppezone’ er et nyt koncept med en mobil ponton, som kan bruges som midlertidigt badested til events. I vinterhalvåret kan pontonerne placeres i en eksisterende badezone til vinterbadning.

 

• Ud over de tre havnebade – Islands Brygge, Fisketorvet og Sluseholmen - er der i forvejen følgende badezoner i Københavns Havn: Havnevigen, Halfdansgade, Kalvebod Bølge, Sandkaj, Sdr. Refshale Bassin og Halvandet.

 

• En badezone defineres som ”et afgrænset område i havnen, hvor du må bade. Badning er på dit eget ansvar, og der er ingen livredderopsyn. Badezonen er afmærket med bøjer, flydespærrer, badestiger og redningsposter. Der er skiltet med "Badning tilladt".”

 

• Midlerne til de nye, udvidede bademuligheder blev afsat af budgetpartierne i Overførselssagen i foråret 2020. Der blev afsat 1,4 millioner til formålet.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik