Formand for beboere i delvist solgt Mjølnerparken: "Jeg vidste ikke, der var fundet en køber. Hvem er det?"

Beboere har længe kæmpet imod frasalget af halvdelen af Mjølnerparken. Nu er der fundet en køber. Det fandt beboerformanden dog først ud af, da TV 2 Lorry ringede til ham.

Beboere i Mjølnerparken på Nørrebro har længe vidst, at deres hjem skulle sælges. Men til hvem er først kommet frem her til morgen. 

- Vi er altid de sidste, der hører noget, lyder det fra beboerformand i Mjølnerparken, Mohammed Aslam, da TV 2 Lorry ringer til ham for at få en kommentar, og det viser sig, at han slet ikke ved, at der er fundet en køber.  

Det er ghettoloven - nu kaldet loven om parallelsamfund - der er baggrunden for salget, der sker med virkning fra 2023.

Boligselskabet Bo-Vita sælger således 260 lejligheder - det svarer til to af fire boligkarréer i Mjølnerparken - til ejendomsselskabet NREP.

- Vi havde en aftale med køberen om at holde det hemmeligt indtil i dag. Men klokken syv i morges blev der uddelt nyhedsbreve til samtlige postkasser i Mjølnerparken - også til Mohammed Aslams, lyder det fra Jan Hyttel, der er formand i Bo-Vita.


Ikke længere almene

Mjølnerparken blev i årevis blevet klassificeret som en hård ghetto, og det udløste i sidste ende drastiske ændringer for at skabe en mere blandet sammensætning af beboerne.

Andelen af almene familieboliger skal nedbringes til 40 procent, og det sørger Bo-Vita for ved at sælge 260 lejligheder til NREP, der også vil leje dem ud - men boligerne vil så ikke længere være almene. 

Bo-Vita skrev i en pressemeddelelse i starten af 2020, at boligselskabet forventede et salg af Mjølnerparken inden udgangen af marts samme år. 

Men det tog altså en hel del længere tid. 

- Det har vist sig at være mere kompliceret end først antaget - både teknisk og juridisk. Det handler blandt andet om, at vi sælger lejlighederne færdigrenoveret, så der er nogle ting der, man skal være enige om. Nu er det hele faldet på plads, fortæller Jan Hyttel.

Retssag undervejs

I mellemtiden har nogle beboere i Mjølnerparken valgt at lægge sag an mod staten, da de føler sig diskriminerede. 

Baggrunden for det er, at det har været et afgørende kriterium for en hård ghetto, at over halvdelen af beboerne i et boligområde har ikke-vestlig baggrund.

Beboerne mener altså, at frasalget af boligerne i Mjølnerparken er udløst af beboernes etnicitet. 

Indenrigs- og Boligministeriet har ønsket at få sagen afvist, men en kendelse fra Østre Landsret for en uge siden har givet beboerne lov til at fortsætte. 

Jan Hyttel fra Bo-Vita mener ikke, at sagen har haft nogen indflydelse på, at salget af Mjølnerparken har taget længere tid end forventet. 

- Jeg kan ikke forestille mig, at det har betydet noget for de interesserede investorer. At nogle beboere har lagt sag an mod et ministerium har absolut intet med os at gøre, siger han.

Tilbage i Mjølnerparken undrer beboerformand Mohammed Aslam sig dog over, at der sker et salg, når der er en retssag undervejs. 

- Jeg synes, det er underligt. Men det ændrer ikke noget for os. Vores kamp fortsætter for at bevare vores hjem. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik