Timelang kø for at hente nytårsmenu på Michelin-restaurant – "Det er helt vildt"

Vrede kunder har måttet vente i timevis på deres nytårsmenuer ved københavnsk Michelin-restaurant.

Opdatering den 1. januar 2021:
TV 2 Lorry har den 1. januar talt med ejer af Kokkeriet, Sammy Shafi, der er parat til at kompensere de kunder, der ikke fik deres nytårsmenu fra Kokkeriet nytårsaften.

Det er ikke alle, der når at sætte sig til bords i tide denne nytårsaften.

Flere steder i København har der dagen igennem været lange køer for at hente nytårsmenuer.

Det gælder eksempelvis Michelin-restauranten Kokkeriet i Kronprinsessegade i det indre København og Frankies fra Madklubben på Østerbro.

Begge steder har der eftermiddagen igennem været hundrede meter lange køer for at sikre sig en nytårsmenu, og kort før klokken 18.30 er køen fortsat meget lang ved Kokkeriet.

Det fortæller TV 2 Lorrys journalist Ulrik Horneman, som selv er mødt op for at afhente nogle nytårsmenuer, han har bestilt over nettet.

Rasende kunder forlader kø

Ifølge Ulrik Horneman hersker der stor utilfredshed blandt mange af kunderne i køen.

- Mange er rasende, og flere har sågar valgt at gå, siger han.

Københavns Politi skriver på Twitter, at de har modtaget flere anmeldelser om mange mennesker i kø foran ‘Kokkeriet’ i Kronprinsessegade.

- Vi er bekendt med situationen og er til stede i området. Vi henstiller til at holde god afstand og opfordrer i øvrigt alle til at anvende mundbind, skriver politiet i deres tweet.

Ifølge TV 2 Lorrys journalist Ulrik Horneman holder kunderne behørig afstand til hinanden. Men frustrationerne vokser.

Mange af kunderne var nemlig blevet oplyst et tidsrum, hvor de kunne hente deres mad, men køen har vist sig at være meget længere, end Kokkeriet havde forudset.

- Det er helt vildt. De har åbenbart ikke tænkt over det med logistikken, siger Ulrik Hornemann, som har stået i kø i tre og en halv time. 

Han vurderer der vil gå yderligere en time, før han kan få sin mad udleveret.

Oversalg

Ifølge Ekstra Bladet har Kokkeriet taget imod 6791 nytårsbestillinger af mindst 399 kroner. Eller hvad der svarer til mad for minimum 2,7 millioner kroner.

Bestillingerne er sket gennem dealsitet Downtown, som har solgt 1841 bestillinger for mange, skriver avisen.

Flere hundrede meter lang kø ved restauranten Kokkeriet torsdag den 31. december.
Flere hundrede meter lang kø ved restauranten Kokkeriet torsdag den 31. december.
Foto: Ulrik Horneman - TV 2 Lorry

Undskylder overfor kunder

Kokkeriet undskylder på deres Facebook-side og beder kunderne om fortsåelse.

- Vi snakket med rigtig mange af jer, men har naturligvis ikke nået at ringe til jer alle og advare om køen, som vi naturligvis havde forudset. Vi beder jer hermed allernådigst om jeres tilgivelse, forståelse og medmenneskelighed. Alt maden er klar og lavet og indkøbt og Sammy og resten af hans stab står alle sammen og laver dejlige lækre pakker til jer og lover at I alle nok skal få mad, skriver Kokkeriet i et Facebook-opslag.

Screenshot af opslag på Kokkeriets Facebook-side.
Screenshot af opslag på Kokkeriets Facebook-side.

TV 2 Lorry har forgæves forsøgt at få kontakt til Kokkeriets ejer, Sammy Shafi.

På Frankies fra Madklubben på Østerbro er kunderne blevet lukket ind én ad gangen for at hente deres nytårsmenu.

Kunderne på gaden, der på et tidspunkt ifølge B.T. fordelte sig over 250 meter, sørgede for at holde halvanden meters afstand til hinanden, mens de ventede.

- Det er jo superfedt, at der er så mange, der bakker op om vores nytårsmenu, siger Stephen Kastberg Haar, pressechef hos Madklubben til TV 2.