Oversigt

Seneste nyt

FC København opgiver udskældt fanzone

FC København dropper nu projektet Fan Village i området omkring Brumleby og Parkens C-tribune.

Det oplyser FC København i en pressemeddelelse.

Fodboldklubben oplyser, at man i tre år har arbejdet på at lave en model for Fan Village, “der er gangbar i forhold til lokalplan, pladsbehov, sikkerhed, myndighedskrav, Parkens naboer og Københavns kommunes politiske beslutningstagere.”

Men det kunne ikke lade sig gøre, siger direktør Jacob Lauesen.

Det er ikke med vores gode vilje, at vi står med denne beslutning, men vi må også erkende, at Parken ligger i et tætbefolket område. Samtidig har vi nu dobbelt så mange gæster, som da initiativet blev lanceret under coronapandemien, og dengang var vi desværre for optimistiske i forhold til et projekt af denne størrelse med de godkendelser, det kræver, siger Jacob Lauesen.

Fanzonen og placeringen af denne er blevet kritiseret af beboerne i især Brumleby, der har udtrykt utilfredshed med gener fra støj og lugt af urin.

F.C. København har kontaktet de fans, der har doneret til Fan Village, og man har frist til den 15. juli 2024 for at søge om tilbagebetaling.