"Det er da ret flot," sagde jeg begejstret. "Det ser nogenlunde ud," svarede han

Biblioteket på Rentemestervej i København er meget mere end et sted at låne bøger. Der er en række værksteder, hvor du kan bruge dine kreative evner.

Det er over 12 år siden, at det markante, guldfarvede hus på hjørnet af Rentemestervej åbnede.

Et hus, der er blevet lidt af et vartegn for Nordvest, og som rummer meget mere end bare et bibliotek. 

Der er nemlig også en masse værksteder, hvor du kan sy, lave keramik, tryk og fremkalde i mørkekammer. 

Det er blevet et vigtigt samlingspunkt for områdets beboere, fortæller Dorte Kampp Kruuse, der er værkstedskoordinator på Biblioteket på Rentemestervej.

Og det er et samlingspunkt, jeg er taget ud for at opleve. 

- Det betyder en hel masse for netværk, at der kommer alle typer mennesker og alle typer samfundslag. Det her er et fælles tredje, hvor det er lige meget, hvad din baggrund, siger hun, da jeg ankommer til biblioteket: 

-  Man er fælles om, at man kan lide at strikke, lave serigrafi eller grafik, siger hun. 

På tredje sal underviser Bertil Trolle i serigrafi. 

- Det er meget forskelligt, hvilke slags mennesker der kommer, siger han. 

Bertil Trolle hjælper alt fra nybegyndere som mig til rutinerede med deres serigrafi-projekter. 

For 800 kroner om året og et kursus i bagagen kan man få lov til at bruge værkstedet lige så meget, man vil. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Bertil Trolle er underviser på Serigrafi-kurserne på biblioteket. Han laver selv ret så avancerede tryk med flere farvelag. Der er jeg ikke helt endnu. Det oprindelige print, står Jesus Villarreal for.
Bertil Trolle er underviser på Serigrafi-kurserne på biblioteket. Han laver selv ret så avancerede tryk med flere farvelag. Der er jeg ikke helt endnu. Det oprindelige print, står Jesus Villarreal for.
Foto: Anne Sørensen / TV 2 Kosmopol

Det blev uden min hund

Jeg havde på forhånd sendt et foto af min families hund på vandretur i smukke omgivelser, men det var alt for gnidret til at lave et serigrafi af. 

Så hunden måtte vige pladsen for et enkelt, grafisk mønster bygget op af cirkler.  

Det er lidt af en proces, før man kan lave selve trykket. 

Rammen skal tørre i et tørreskab, på belysningsbordet, vaskes, tørres, og endelig kommer det store øjeblik, hvor jeg kunne putte maling på og lave et tryk. 

Resultatet overgik mine forventninger. 

- Det er da ret flot, siger jeg begejstret. 

- Det ser nogenlunde ud, siger Bertil Trolle, der dog anerkender, at det er et ok resultat for en nybegynder.  

Jeg er tilfreds. Det ligner faktisk noget, jeg kunne have lyst til at hænge op på min væg derhjemme. 

For at bruge serigrafiværkstedet, skal du tage et intro-kursus først, så du kan lære alle teknikkerne. Hvis du så bliver bidt af det, kan du købe et brugerkort.  

Hvis du vil læse mere om værkstederne, kan du gå ind på Københavns Kommunes hjemmeside.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik