Lasse Vincent Lange arbejder på Akutmodtagelsen på Bispebjerg Hospital.
Han fortæller, at det har været en kæmpe opgave for hospitalets ansatte pludselig - fra den ene dag til den anden - at lægge arbejdet om, så der kunne etableres en hundrede procent fokuseret indsats for at bekæmpe den verdensomspændende coronapandemi.
- Jeg har egentlig haft så travlt, de sidste uger og måneder, at jeg ikke har haft tid til at reflektere over, hvordan det er at være frontline i det her. Vi gør det bare, siger Lasse Vincent Lange via en videoforbindelse til TV 2 Lorry.
Lasse Vincent Lange er en af de tre ansatte på hospitalet, som laver videodagbog til TV 2 Lorry, hvor de fortæller om deres hverdag. De tager også billeder af deres daglige arbejde, og vi interviewer dem.
Den opfører sig absolut ikke, som vi er vant til at se. Vi ser nogle rigtig lange forløb, hvor folk har nogle milde symptomer i starten og så pludselig bliver dårlige på relativt kort tid.
Alle arbejdsrutiner er ændret
Ligesom mange andre steder på hospitalet, er der på Akutmodtagelsen indrettet særlige pladser, hvor man kan isolere patienter, som man mistænker for at have covid-19. De ansatte har også hele tiden skullet følge med i skiftende krav fra myndighederne. I et af de videodagbogsklip, Lasse Vincent Lange har sendt til TV 2 Lorry, siger han:
- De sidste uger har været præget af meget skiftende arbejdsrutiner for at kunne imødekomme anbefalinger og instrukser fra Sundhedsstyrelsen. Det var især en hektisk tid i starten. Vi havde mange strukturelle ændringer i vores set-up i modtagelsen, nogle gange med ændringer fra time til time, siger Lasse Vincent Lange.
I forvejen travlt
Der kommer altid mange patienter på skadestuen på Bispebjerg hospital. De nye covid-19- patienter giver ekstra travlhed. I et af sine dagbogsklip siger Lasse:
- Vi er en akutmodtagelse, der generelt har stor travlhed, og vi er vant til at håndtere et stort flow af patienter. Men fordi vi har den her daglige spidsbelastning, så har det været en stor udfordring, at skulle imødekomme et stigende antal dårlige patienter, siger Lasse Vincent Lange.
Sygdommen overrasker
En udfordring er, at sygdommen er ny. Den opfører sig anderledes end de sygdomme, sundhedspersonalet kender.
- Den opfører sig absolut ikke, som vi er vant til. Vi ser nogle rigtig lange forløb, hvor folk har nogle milde symptomer i starten, og så pludselig bliver de dårlige på relativt kort tid - nogen gange fra den ene dag til den anden, siger Lasse Vincent Lange.
Ansatte smittes
Oven i den pressede situation er der også hele tiden mange ansatte, der er sygemeldt. Personalet får nemlig også selv covid-19. Det giver selvfølgelig både ekstra travlhed, og betyder, at de ansatte skal leve med bevidstheden om, at de selv risikerer at blive smittet med coronavirus. Lasse Vincent Lange er ikke selv bange for sygdommen.
- Jeg er egentlig ikke bekymret for mit eget helbred. Vi tager alle de forholdsregler, vi overhovdet kan, hvad angår værnemidler, og alle arbejdsgange er finjusteret, til at vi undgår smtte. Det er jeg meget tryg ved, siger han.
Men han er meget opmærksom på risikoen for at sprede sygdommen, og følger myndighedernes retningslinjer meget nøje også i privatlivet.
- Det er klart, at jeg jo heller ikke har lyst til at tage sygdommen med hjem til min familie. Derfor har jeg isoleret mig lidt fra familie og venner, siger han.
Stolt af indsatsen
Selvom Lasse Vincent Lange og hans kolleger har meget travlt, er han også glad for, at de sammen har formået at gøre hospitalet klar til at løse de nye akut opståede opgaver.
- Det er fantastisk at arbejde på en afdeling, et sygehus, ja i det hele taget i et sundhedssytem, der formår at opjustere sin kapacitet så hurtigt og effektivt, siger han.
I Danmark er vi som bekendt godt med i bekæmpelsen af coronavirus. Men der er stadigvæk masser af arbejde for alle de ansatte i sundhedsvæsenet, der står i forreste række i kampen imod Covid-19. Det sker jævnligt, at familie og venner, men også fremmede takker Lasse Vincent Lange, for den indsats han yder.
- Selvfølgelig bliver jeg glad, når der kommer nogen og siger: 'Du skal have tak for, at du er i forreste række'. Det tror jeg, vi allesammen bliver glade for. Mine kolleger gør et kæmpe stykke arbejde hver eneste dag. Jeg er selvfølgelig stolt af, at det kan lade sig gøre, at vi på den måde løfter i flok, siger Lasse Vincent Lange.