Coronavirus forsinker Københavns nye eldrevne havnebusser yderligere

De nye elhavnebusser skulle have været taget i brug 1. januar 2020, men blev ramt af forsinkelser. Nu har coronasituationen forsinket det yderligere.

Visualisering af, hvordan de nye elhavnebusser ser ud. Foto: Arriva / Damen shipyards

Den grønne omstilling af havnebusserne i Københavns Havn er endnu en gang blevet ramt af forsinkelser.

Denne gang er det coronavirus, der har gjort, at leveringen af de sidste tre elhavnebusser, der skal fuldende Movias fem skibe store flåde, er blevet udskudt. Indtil videre på ubestemt tid.

Læs også De eldrevne havnebusser i Københavns Havn bliver forsinkede

Samtidig mangler de to elhavnebusser, der allerede er blevet leveret, at blive besigtiget og godkendt af Søfartsstyrelsen, hvis medarbejdere for tiden er hjemsendt.

Det fremgår af en orientering til Økonomiudvalget i Københavns Kommune.

Forsinkelser på polsk skibsværft

Egentlig skulle de eldrevne havnebusser have været taget i brug ved årsskiftet, men i slutningen af oktober sidste år kom det frem, at produktionen på skibsværftet i Polen var ramt af forsinkelser.

Derfor blev datoen for ibrugtagelse af de nye havnebusser udskudt med tre og en halv måneder til midten af april.

Læs også Konservative vil have flere havnebusser: Giv os linje 5C på vandet

Og med den nuværende coronakrise er det fortsat usikkert, hvor meget denne forsinkelse vil udskyde den grønne omstilling af havnebusserne.

Det skyldes blandt andet, at Arriva, som leverer elhavnebusserne til Movia, skal besigtige dem, inden de kan sendes af sted til Danmark.

- På grund af coronasituationen, er det på nuværende tidspunkt usikkert, hvornår denne inspektion kan finde sted, skriver Økonomiforvaltningen i dens orientering.

Det er dog ikke de eneste problemer, der har ramt den grønne omstilling af busdriften i Københavns Havn.

- Ud over udfordringerne med elhavnebusserne, mangler der også at blive færdiggjort enkelte ting på ladestationen ved stoppestedet på Teglholmen. Dette arbejde er pt. i gang og ventes færdigt inden påske, skriver Økonomiforvaltningen.

De grønne havnebusser

  • De nye havnebusser bliver 23,3 meter lange, 5,6 meter brede og 4,4 meter høje over vandlinjen.

 

  • De kommer til at sejle med en servicehastighed på 8 knob, hvilket svarer til cirka 14 kilometer i timen.

 

  • Havnebusserne er eldrevne, og de lader op med om natten, mens de i løbet af dagen supplerer op med el ved endestationerne i Teglholmen og Refshaleøen.

 

  • Bådene varmes op med biodiesel, der er væsentligt bedre for klimaet end almindelig diesel. De nuværende havnebusser har siden 1. januar 2018 sejlet på HVO for at sikre renere luft og mindre CO2-udledning.

 

Kilde: Movia

Se mere

Skal reducere transportens CO2-udslip med 2,5 procent

Konsekvensen af forsinkelserne bliver blandt andet, at Arriva pålægges en bod på 50.000 kroner per forsinket uge per båd, der ikke er sat i drift til tiden.

Den nuværende drift med de eksisterende havnebusser er i øvrigt også indstillet. Siden mandag har de holdt stille grundet coronasituationen, oplyser Københavns Kommune.

Det forventes, at implementeringen af de grønne havnebusser vil nedbringe det samlede udslip fra alle busser i den kollektive transport i Københavns Kommune med 2,5 procent for CO2, 10 procent for NOx og 66 procent for andre luftforureningspartikler.

Læs også København får CO2-neutrale havnebusser

Indtil de nye elhavnebusser leveres vil ruterne 991 og 992 fortsat betjenes af de nuværende havnebusser, der sejler på HVO-biodiesel.

Selskabet Arriva vandt udbudsrunden af de nye havnebusser, som Movia stod for. Kontrakten med Arriva løber i 10 år fra 2020 med mulighed for forlængelse i to år. Movia modtager støtte fra en EU-fond til de nye havnebusser, fordi det er med til at igangsætte omstilling til eldrift.

Havnebusruterne udvides i 2021, så en ny endestation bliver Orientkaj i Nordhavn. De nuværende ruter går mellem Refshaleøen og Teglholmen.

De nye både har alle plads til 80 passagerer, hvor der i dag er plads til mellem 60 og 80 passagerer. Derudover installeres der også større vinduer på færgerne, mens der også er plads til otte cykler og fire barnevogne.

00:49

Indslag fra oktober 2019: De grønne havnebusser bliver forsinkede. Foto: TV 2 Lorry

Luk video

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik