Beboere i oprør mod parkeringsregler: Nu betaler staten deres retssag

Ørestads Parkeringsforening har fået bevilget fri proces af Civilstyrelsen til at lægge sag an mod By & Havn. Foreningen mener, der forskelsbehandles i prisen på beboerlicenser til parkering.

00:46

Video: Amanda Goth - TV 2 Lorry

Der er store forskelle på, hvad beboere i København skal betale for at kunne parkere, hvor de bor. 

Ørestads Parkeringsforening med fire kvinder i spidsen har nu fået bevilget fri proces af Civilstyrelsen til at lægge sag an mod By & Havn. 

Foreningen mener, at der forskelsbehandles i prisen på beboerlincenser til parkering. 

Fri proces betyder, at staten er med til at dække omkostningerne for retssagen.

Læs også Beboere i Ørestad vil sagsøge København for dyr parkering

I Ørestad koster en licens til parkering 12.000 kroner om året, mens det andre steder i København koster ned til 100 kroner om året. 

- Det er dybt uretfærdigt, at By & Havn kan tillade sig at drive privat parkeringsvirksomhed på offentlig grund. Vi vil gerne have rettens ord for, om det er okay, eller om det ikke er, siger Kirsten Lindberg Andersen, formand for Ørestads Parkeringsforening til TV 2 Lorry. 

Det er parkeringshuset her på Robert Jacobsens Vej, hvor beboerne betaler 12.000 kroner om året for at have parkeringslicens til. 

Foreningen med omkring 600 medlemmer, der blev stiftet i 2015, har kæmpet i flere år mod de tårnhøje priser på parkeringslicenser. De har tidligere stævnet Københavns Kommune og staten, men har nu fået svar tilbage om, at By & Havn også skal stævnes, fordi det er dem, der driver parkeringen. 

Ørestad Parkeringsforening håber på medhold. 

- Vi håber, vi ender med samme betingelser som resten af København, siger Kirsten Lindberg Andersen. 

Læs også Fire kvinder sagsøger Københavns Kommune for tårnhøje parkeringspriser

Foreningens advokat udarbejder nu en stævning mod By & Havn I/S, som forventes at sendes i næste måned. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik