Andedams-Linda forlader Tivoli efter 50 år

1. maj fejrede Linda Bonnén at hun havde været lejer i Tivoli i 50 år - og nu går hun på pension

Der er løbet en hel del vand gennem åen i de mange år, Linda Bonnén har huseret i Tivoli. Og så er der svømmet en pokkers masse ænder forbi.

Linda Bonnén er indehaver af boden Andedammen, hvor børn kan fange plastikænder i et lille bassin, og hvor den rigtige kombination af ænder udløser en større gevinst - eller bare en trøstepræmie, hvis det ikke er de helt rigtige ænder, der kommer med op.  Men nu er det slut - efter 50 års arbejde i Tivoli har Linda Bonnén besluttet sig for at gå på pension, når sommersæsonen slutter - og da vil hun have rundet de 71 år.

Bor lige overfor

- Jeg bor i bygningen lige overfor Tivoli, og jeg har altid været glad, når jeg gik herind om morgenen. Og nu ser jeg frem til at komme herind som tidligere kollega for jeg kan ikke helt slippe forlystelseshaven. At skulle stoppe i Tivoli har ikke været nogen helt nem beslutning, for jeg har altså være glad for alle de millioner af børn der har fisket i min Andedam, men nu har jeg det rigtig godt med tanken og glæder mig helt vild til at få mere tid, siger Linda Bonnén i en pressemeddelelse fra Tivoli, der betgener hende som en "sand institution" i den gamle have.

Mødte sin mand i Tivoli

Og dermed slutter en lang tilværelse i Tivoli. Allerede som 10-årig hjalp Linda Bonnén sin mor med arbejdet i en af Tivolis grillboder, men det blev til meget mere end det. For i 1968 blev hun student og studerede så en række fag på universitetet. Men hun vendte tilbage til Tivoli, og det var mens hun passede sin andedam, hun mødte kunstneren Peter Bonnén, som hun blev gift med og har en søn sammen med.

Andeboden kan selv dateres tilbage til 1968, og Tivoli oplyser, at når Linda Bonnén lader ænderne sejle deres egen sø, overtager haven selv driften af både ænder, dam og bod.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik