Pludselig stod Hanne Fog i sin stue med en vandkande i hånden.
Hun kunne ikke huske, hvad hun var i gang med for et øjeblik siden. Tankerækken var væk, hendes næste træk forsvundet.
Bange og forvirret ringede hun til sin datter.
Datteren slog alarm og ringede til lægen, som med det samme henviste dem til hospitalet.
Halvandet døgn senere blev den dengang 65-årige kvinde diagnosticeret med Alzheimers.
Diagnosen ramte hende hårdt.
- Jeg troede, at jeg skulle dø. Jeg blev så forskrækket, da jeg fik diagnosen. Jeg var virkelig bange for mig selv, og for hvad der skulle ske, fortæller Hanne Fog.
Hun kunne ikke genkende sig selv i den diagnose. Hun var for ung, for frisk. Alzheimers kunne umuligt være en del af hendes identitet, tænkte hun.
Min mor er stadig min mor, men hun er ikke helt den samme mere.
- Jeg tænkte, at det var noget, som meget gamle mennesker fik. Ikke mig. Jeg blev slået helt i gulvet og lå bare og ventede på, at jeg pludselig ikke skulle være her mere, fortæller Hanne Fog.
Men efter nogle måneder skete der noget, der fik afgørende betydning.
Hun genfandt sin glæde ved at male.
Og nu, to år senere, skal hun denne weekend holde sin første kunstudstilling på den anden side af diagnosen.
Den største sorg
Eva Fog Noer var taget med sin mor på hospitalet, da hun havde fået det besynderlige opkald fra sin mor om, at hun stod med en vandkande i hånden uden at vide hvorfor.
- Fuck, nu dør min mor, tænkte Eva Fog Noer, da lægen stillede diagnosen.
Hun har altid haft et tæt forhold til sin mor. Men nu var det begyndelsen på enden. Hanne Fog var stadig sig selv, men små ting var forandret. Eva Fog Noer havde lagt mærke til det løbende men tænkt, at hendes mor nok var stresset.
- Alzheimers ligger ikke til familien, og 65 år er jo meget ungt, siger Eva Fog Noer.
To år efter er Hanne Fog stadig i det tidlige stadie af sygdommen, og medicinen har hjulpet hende til at finde en stor del af sit gamle overskud igen.
Men nogle ting bliver aldrig de samme igen.
- Min mor er stadig min mor, men hun er ikke helt den samme mere. Der er mange situationer, hvor det nu er mig, der er den voksne og tager hende i hånden, fortæller Eva Fog Noer.
Hun betaler sin mors regninger, har styr på sin mors kalender, tjekker sin mors e-boks. Praktikken er rykket i forsædet. Og det har forandret deres forhold.
- Jeg plejede at ringe til min mor med alting, det gør jeg ikke mere. Det er den største sorg. Det er helt sindssygt, at jeg allerede er begyndt at miste min mor, siger Eva Fog Noer.
Kunsten blev hendes redning
Eva Fog Noer husker sin mor som en dybt professionel socialpædagog og familieterapeut med en stærk faglighed. Hanne Fog har levet af ord hele sit liv. I dag har hun svært ved at læse en bog.
- Hun kan godt læse beskeder, men hun begynder også at have sværere ved at forfatte sig, fortæller Eva Fog Noer.
Derfor var det fantastisk for hende at se sin mor finde sproget igen gennem kunsten.
Jeg forsvinder helt ind i mit eget univers, når jeg er kreativ.
- Med kunsten kan hun vise det, der sker indeni hende. Hun kan vise det billedligt, når hun mangler ord. Det har en kæmpe betydning, fortæller Eva Fog Noer.
Efter nogle måneder på medicin fandt Hanne Fog nemlig kræfterne til at hive sig selv op af sofaen og fokusere på de ting, hun elsker.
Hanne Fog følte det, som om nogen havde pudset vinduerne for hendes øjne.
- Der skete noget med mig i den tid. Jeg vænnede mig til, at det ikke er mig, der styrer det her. Jeg har valgt at sige pyt og acceptere, at sådan er mit liv bare. Jeg kan jo ikke gøre noget ved det, fortæller Hanne Fog.
Hannes univers
Den nu 67-årige kvinde har altid elsket at være kreativ. Hun har tegnet og malet, så længe hun kan huske.
Men efter diagnosen har kunsten fået en helt ny betydning.
- Jeg lever for at male og lave mærkelige figurer. Jeg forsvinder helt ind i mit eget univers, når jeg er kreativ. Nogen gange glemmer jeg simpelthen at spise, indtil min mave råber af mig, siger Hanne Fog og griner.
Denne weekend er hun aktuel med udstilling "Kunst i Alzheimers skygge" i Boligforeningen AABs beboerlokale på Emdrup Banke nr. 4 på Østerbro. Udstilling er gratis og foregår mellem klokken 11 og 15 både lørdag og søndag.
- Jeg har tonset igennem i to måneder for at få det her op at stå. Jeg har fundet ud af, at jeg kan meget mere, end jeg troede.
Hanne Fog vil derfor også råde andre, der har fået Alzheimers, til at finde en passion. Noget, de kan udtrykke sig gennem.
For selvom hukommelsen svigter, overskuddet ikke er, som det plejer, og man ved, at livet vil få en ende, har man stadig brug for noget at leve for, mens man er her.
