Stram Kurs: "Man kan dø af pænhed"

Stram Kurs er træt af politisk korrekthed. Derfor siger de tingene præcist, som de mener dem. De vil have muslimerne ud af Danmark.

Retorikken er blevet en hel del hårdere i denne valgkamp, efter at Stram Kurs har fået vælgererklæringer nok til at stille op til folketingsvalget. Spørger man partiet selv, så er retorikken hård, fordi der er brug for det.

- Hovedparten af de udlændinge der giver os problemer, de skal ud. Og det er man bare nødt til at sige højt, og det er ikke pænt, men man kan dø af pænhed, og hvis man ikke gør noget, så ender det jo i et brag, og det bliver meget værre, siger Henrik Westermann Søndergaard, der er partiets eneste kandidat i Københavns Omegns Storkreds.

Stram Kurs er et af dette valgs tre nye partier, der aldrig før har stillet op til Folketinget. For at lære de nye partier bedre at kende, har vi bedt en kandidat fra hvert af partierne pege på et sted i Lorryland, hvor de mener, at deres politik vil gøre en markant forskel.

quote De har jo taget magten, og det er det, der sker, når jeg kommer ind i en ghetto og bliver konfronteret. De har simpelthen magten i alle de ghettoer

Henrik Westermann Søndergaard, Stram Kurs

Henrik Westermann Søndergaard, der udover at være kandidat for Stram Kurs også er gartner, har taget os med til Mjølnerparken, for at snakke om de udlændinge, der bor i ghettoen.

- Hvis jeg som håndværker kommer ind i en ghetto, så bliver jeg omringet af en flok, der spørger hvem jeg er, og hvad jeg skal lave, og så kan jeg gøre rede for, at jeg altså er blevet tilkaldt til en opgave, og så får jeg lov at gå. Det er ikke i orden, siger Henrik Westermann Søndergaard.

Vil tage magten tilbage

Der er 1694 beboere i Mjølnerparken og 82,6 procent af dem er enten indvandrere eller efterkommere. 41,9 procent af beboerne står uden for arbejdsmarkedet, og andelen af beboere med en dom er over 3 gange højere end i resten af landet.

- De har jo taget magten, og det er det, der sker, når jeg kommer ind i en ghetto og bliver konfronteret. De har simpelthen magten i alle de ghettoer, lyder det fra Henrik Westermann Søndergaard, der ifølge Altinget.dk´s mandatprognose lige nu står til at blive valgt ind i Folketinget.

quote Der er jo simpelthen tale om, at der er en befolkningsudskiftning i gang, og det er vi simpelthen nødt til at stoppe

Henrik Westermann Søndergaard, Stram Kurs

Stram Kurs går til valg på, at alle praktiserende muslimer skal smides ud af landet. Danmark skal ifølge partiet som udgangspunkt være for danskere, og partiets leder Rasmus Paludan har ved flere lejligheder sagt, at mellem 500.000 og 700.000 skal sendes til andre lande.

- Der skal ske det, at man begynder en hjemsendelse af i første omgang de kriminelle, og i anden omgang dem som har boet her i rigtig mange år og ikke levet af andet end overførselsindkomster, for vi kan ikke forsørge hele verden. Så må vi så bagefter se, hvad der er tilbage af udlændinge, der eventuelt også skal ud, siger Henrik Westermann Søndergaard.

Forslagene er kontroversielle, og går en hel del længere, end hvad de etablerede partier hidtil har foreslået. Juraprofessor og statsretsekspert Jørgen Albæk Jensen fra Aarhus Universitet har overfor Berlingske vurderet, at politikken strider mod både statsløsekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FNs flygtningekonvention.

Men hvis gennemførelsen af politikken kræver det, så er Stram Kurs klar til at melde Danmark ud af de internationale konventioner. Det møder dog en del kritik på Christiansborg, hvor alle partier bortset fra Dansk Folkeparti har afvist, at ville samarbejde med Stram Kurs.

- Der er jo simpelthen tale om, at der er en befolkningsudskiftning i gang, og det er vi simpelthen nødt til at stoppe, siger Henrik Westermann Søndergaard.

Vil tillade svenske flygtninge

- Hvis vores politik bliver gennemført, så vil et sted som Mjølnerparken jo igen blive et mere dansk sted. Altså et sted hvor Danmark igen dominerer, og hvor det ikke længere er en fremmed kultur, der har magten, siger Henrik Westermann Søndergaard.

Stram Kurs slår fast, at det hovedsageligt er indvandringen fra de muslimske og afrikanske lande, der er problematisk.

quote Altså vi mener jo, at sociale ydelser skal gives til danskere, og ikke til nogen andre

Henrik Westermann Søndergaard, Stram Kurs

De vil derfor gerne lade vesteuropæiske udlændinge, der er gift med en dansker, blive boende i Danmark, hvis de bidrager positivt til samfundet. Men selvom nogle få udlændinge godt må opholde sig i Danmark, så skal de ikke have adgang til gratis lægehjælp og andre velfærdsydelser.

- Altså vi mener jo, at sociale ydelser skal gives til danskere, og ikke til nogen andre, siger Henrik Westermann Søndergaard.

På et område vil Henrik Westermann Søndergaard dog godt tillade indvandring til Danmark. Han har nemlig ondt af vores svenske naboer, der har taget imod langt flere flygtninge end Danmark. For lige præcis svenskere tror han godt, at vi kan integrere i Danmark.

- På et eller andet tidspunkt der bryder Sverigstan (Sverige, red.) jo sammen, og så vil hr. og fru Svensson jo prøve at komme hertil, og det vil jeg ikke have noget imod, slutter Henrik Westermann Søndergaard.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik