Kunstfond forsøger at redde populært vartegn

Værket Cyklende Pige på Nørrebrogade står til at blive dækket til. Men nu vil en fond forsøge at redde det velkendte gavlmaleri.

Gavlmaleriet Cyklende Pige skal efter planen dækkes til, men Ny Carlsbergfondet forsøger at redde værket. Foto: Jens Nørgaard Larsen - Ritzau Scanpix

Når man kommer cyklende, gående eller kørende på Nørrebrogade er det næsten ikke til at misse. I mere end 25 år har det store maleri Cyklende Pige prydet gavlen på Nørrebrogade 14. I januar fik gavlmaleriet så sin dødsdom, men nu er der alligevel håb.

For Ny Carlsbergfondet, der er en uafhængig kunstfond, forsøger nu at redde værket, som er malet direkte på murstensvæggen.

Vi vil nødig se sådan et værk forsvinde

Morten Kyndrup, leder af Ny Carlsbergfondet

Værket skal nødig forsvinde

Den store omtale af maleriets snarlige bortgang, gjorde Ny Carlsbergfondet opmærksom på problemet og fondets leder Morten Kyndrup beskriver Seppo Mattinens Cyklende Pige, som et ikonisk værk, der fortjener at blive i Nørrebros gadebillede.

- Vores opgave er jo blandt andet at etablere kunst i det offentlige rum. Så når vi bliver opmærksomme på et værk som dette, der er i fare for at forsvinde, så ser vi på, om vi kan gøre noget, siger han og uddyber:

- Da vi undersøgte sagen, fandt vi ud af, at det kun er af økonomiske årsager, at maleriet ikke kan bevares. Men vi vil nødig se sådan et værk forsvinde, blot fordi ingen har råd til at bevare det, forklarer Morten Kyndrup.

Bygningen består af andelsboligforeningen AB Virkliheden med både kontorer og boliger. Gavlmaleriet er i fare, fordi bygningen skal gennemgå en energioptimering. Optimeringen foretages med støtte fra kommunens byfornyelsespulje, så andelsboligejerne blandt andet kan få isoleret deres ydrevægge og tag. Bygningen mangler nemlig isolering, hvilket betyder, at ejerne må bruge meget energi på at opvarme deres lejligheder.

Renoveringen betyder altså, at der skal sættes plader op på gavlen, hvilket kommer til at dække for maleriet. 

Mange borgere ærgrer sig over, at maleriet skal dækkes til. En af dem er Anita Mollerup. 

- Billedet får mig til at tænke på foråret og sommeren, der er på vej, når jeg kører forbi på en grå regnvejsdag. Kvindens runde former og sus i håret opfordrer til at hoppe op på cyklen og så komme derudaf og nyde livet, siger hun. 

Energioptimering er førsteprioritet

Bestyrelsesmedlem i AB Virkliheden Michael Brinch er glad for, at gavlmaleriet muligvis kan blive bevaret.

- Vores førsteprioriteret er selvfølgelig byfornyelsen, så vi og vores familier kan bo i en varmere bolig og så en masse energi ikke går til spilde. Men vi bliver rigtig glade, hvis vi kan finde en løsning, så gavlmaleriet bevares. Vi kan ikke tage stilling til noget endnu, men vi går gerne i dialog om en løsning, oplyser Michael Brinch.

For rigtig mange mennesker er det maleri en del af hverdagen

Morten Kyndrup, leder af Ny Carlsbergfondet

Ny Carlsbergfondet har indtil videre betalt for, at nogle konservatorer fra Nationalmuseet skal undersøge de tekniske muligheder for at bevare maleriet. Enten ved at overflytte værket midlertidigt til en anden væg eller male værket på ny.

- For rigtig mange mennesker er det maleri en del af hverdagen, som de nødig vil undvære. Men tiden vil vise, om det overhovedet er muligt at redde værket, siger Morten Kyndrup.

Selvom der nu er håb, så er det altså endnu ikke sikkert, at Cyklende Pige forbliver en del af Nørrebros gadebillede.

Seppo Mattinen malede Cyklende Pige og står her foran værket på Nørrebrogade i 1993. Foto: Steen Wrem



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik

Kulturkalenderen

Hvad sker der i Lorryland i dag?