Københavnsk speedskater bliver dansk fanebærer ved OL

21-årige Elena Rigas skal bære den danske fane ind på det olympiske stadion i Pyeongchang.

Det bliver OL-debutanten Elena Rigas, der skal bære den danske fane 9. februar, når der er åbningsceremoni ved vinter-OL i sydkoreanske Pyeongchang.

Det har Danmarks Idrætsforbund offentliggjort tirsdag eftermiddag på et pressemøde i Idrættens Hus i Brøndby.

21-årige Elena Rigas deltager i speedskating, der også er kendt som hurtigløb på skøjter.

I december vandt hun sølv ved et World Cup-stævne i Calgary, og den opsigtsvækkende præstation har været med til at bane vej for tildelingen af den ærefulde titel som fanebærer. 

Elena Rigas fik en andenplads ved World Cup'en i Calgary.
Elena Rigas fik en andenplads ved World Cup'en i Calgary.
Foto: Jesper Carlson

Det siger Morten Rodtwitt, der er chef de mission for det danske OL-hold.

- Det var den første danske World Cup-medalje i speedskating nogensinde. I den samlede World Cup blev Elena Rigas nummer fem, hvilket viser, at hun hele sæsonen har holdt et højt niveau. 

- De fornemme resultater sammenholdt med en god personlighed gør, at vi i Danmarks Idrætsforbund har valgt Elena Rigas som dansk fanebærer ved åbningsceremonien til vinter-OL, siger han.

Elena Rigas er stolt over, at hun skal bære dannebrog ind på det olympiske stadion.

- Det er en kæmpe ære at skulle gå forrest med fanen til OL-åbningsceremonien. Det er jeg sindssyg stolt over.

- Det er svært at forestille sig, hvordan det bliver, når jeg træder ind på det olympiske stadion med dannebrog i hånden, men det bliver med garanti specielt. Jeg glæder mig, siger hun.

Selv om vinter-OL begynder 9. februar skal den danske fanebærer først i aktion 24. februar i disciplinen massestart.

Ved OL i Sotji for fire år siden var det curlingskipperen Lene Nielsen, som bar den danske fane ved åbningsceremonien.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik