HOFOR beklager kraftigt dampudslip og brusende støj

Test af en ny kedel kan både ses og høres de næste uger.

Fra 10. maj og frem til 1. juni vil Københavnerne opleve kraftige dampudslip og brusende støj. 

HOFOR er nu kommet så langt med byggeriet af den nye, biomassefyrede blok 4 (BIO4) på Amagerværket, at kedlen skal gøres klar til prøvedrift. Det betyder, at kedlen skal blæses igennem med højtryksdamp for at fjerne partikler og snavs i kedelrørene.

Det skriver HOFOR i en pressemeddelelse. 

Da dampen lukkes ud i det fri, vil det på trods af lyddæmpning medføre en brusende støj og en kraftig dampfane, som kan høres og ses på lang afstand. HOFOR beklager eventuelle gener i den forbindelse.

Den første dampblæsning begynder fredag den 10. maj ved middagstid.

Dampblæsningen foregår herefter to gange dagligt i de efterfølgende to-tre uger, indtil kedelrørene er helt fri for partikler. Der vil være dage med kun en enkelt dampblæsning.

Dampblæsningen varer ca. 10-30 minutter ad gangen og vil ske i følgende tidsrum:

Hverdage og lørdage: kl. 8.00 - 18.00.

 

Søn- og helligdage: kl. 10.00- 18.00.

Ifølge HOFOR vil støjniveauet være på ca. 110 dB i 25 meters afstand fra dampudslippet. Støjen vil være lavere ved naboerne til værket, men stadig mærkbar.

Dampudslippet sker på den vestlige side af BIO4 og den maximale støj forekommer i de første ca. 10 minutter, skriver HOFOR i en pressemeddelelse. 

Skulle der ske forskydning i tidsplanen, vil en ny startdato blive annonceret her. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik