Borgmester: Sigtet for voldtægt tog mig på brysterne

Et tidligere bestyrelsesmedlem i Enhedslisten skal sidde varetægtsfængslet i endnu 14 dage i voldtægtssag.

Et nu tidligere bestyrelsesmedlem af Enhedslisten i København skal forblive varetægtsfængslet i endnu to uger. Det beslutter en dommer tirsdag i Københavns Byret.

Manden har siddet fængslet siden 5. april sigtet for voldtægt. Han nægter sig skyldig.

Det påståede overgreb skulle være sket efter en fest i teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsens (EL) hjem. Hun har efterfølgende taget orlov fra sin post, fordi sagen har påvirket hende i høj grad.

Efter festen skulle fire personer have lagt sig til at sove i den samme seng.

Borgmester blev selv befamlet

Det kom under retsmødet frem, at borgmesteren til politiet har forklaret, at hun i løbet af natten vågnede, fordi hun selv blev befamlet på brystet af den sigtede mand.

Hun lod dog, som om hun stadig sov, og der skete ikke mere. Borgmesteren har ikke ønsket at anmelde manden for blufærdighedskrænkelse.

Efterfølgende skulle den sigtede have vendt sig mod en anden kvinde i sengen og voldtaget hende. 

Den forurettede kvinde skulle på grund af træthed og/eller alkohol have været ude af stand til at sige fra.

Det fremgår ikke klart efter retsmødet, hvem den fjerde person i sengen var.

Næste morgen skulle de have spist morgenmad sammen, og først på et senere tidspunkt har den forurettede kvinde henvendt sig ved Center for Voldtægtsofre, og sagen begyndte at rulle.

Advokat Helle Vibeke Paulsen, der var mødt som forsvarer for den sigtede mand, mente, at sigtede skulle løslades.

Hun henviste til, at han ikke havde mulighed for at påvirke eventuelle vidner, der har afgivet forklaring, ligesom sagen har været omtalt i pressen.

Fængslet frem til den 7. maj

Den vurdering var dommeren uenig i, og manden varetægtsfængsles indtil 7. maj.

Ifølge B.T. blev den sigtede første gang fremstillet i et lukket grundlovsforhør 3. april, hvor han "i perioden mellem den 31. marts 2019 cirka klokken 00.00 til den 1. april 2019 cirka klokken 10.00" skulle have haft samleje med kvinden.

Det er første gang, at offentligheden får indblik i, hvad der er blevet forklaret om den pågældende aften og nat.

Tidligere retsmøder har været holdt for lukkede døre, og selv om både forsvarer og anklager endnu en gang anmodede om dørlukning, fulgte dommeren pressens protester og lod dørene være åbne.

Dog blev de lukket kortvarigt, mens den forurettedes forklaring til politiet blev læst op. 

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik