Kommune beder om hjælp: Hvad skal vores nye park hedde?

Hvad skal den nye skateboardpark i Høje Taastrup hedde? Nu vil kommunen gerne høre dit bud.

Verdens længste skaterbane kommer til at ligge i en helt ny park i Høje Taastrup, og der går ikke længe, før parken og banen står helt klar.

Først skal den nye park, der kommer til at sno sig gennem hele den nye bydel, Høje Taastrup C, dog have et navn.

Det skal dog ikke bare være et hvilket som helst navn, for det skal helst have potentiale til at give genlyd ikke blot i Danmark men også internationalt, lyder det i en pressemeddelelse fra Høje Taastrup Kommune.

Derfor beder kommunen nu borgerne om hjælp. Kom med dit bud på det allerbedste navn til den nye park.

Den nye park bliver omkring en kilometer lang, mens den løber gennem den nye bydel og forbinder Høje Taastrup Station og City2.

Verdens længste skaterbane vil slynge sig gennem hele parken, og banen vil også kunne opsamle regnvand ved store regnskyl.

Og der er da allerede tikket hundredevis af forslag ind til kommunen. "Skaterstreet", "Tumlepladsen" og "Snaphaneparken" lyder et lille udvalg.

Det er den verdenskendte dansker Rune Glifberg, som har tilhørt verdenseliten indenfor skateboard siden 90’erne, der har designet det, der bliver verdens længste skateboardpark i Høje-Taastrup.

Det er disse bassiner, der skal udgøre verdens længste skateboardbane i Høje-Taastrup.
Det er disse bassiner, der skal udgøre verdens længste skateboardbane i Høje-Taastrup.
Foto: Arealudviklingsselskabet Høje-Taastrup C

Siden han kom tilbage til Danmark, efter at have boet 17 år i USA, har han været en del af virksomheden Glifberg+Lykke, som designer skateboardparker rundt i verden.

Udover at være verdens længste skateboardpark så skal de dybe bassiner, som parken kommer til at udgøre, også fungere som et klimatilpasningsanlæg, der skal lede regnvand væk i tilfælde af skybrud.

Håbet med den nye skateboardpark er at tiltrække skatere fra hele verden.

Den kommende skateboardpark forventes at stå færdig i løbet af 2021.

Har du en god idé til et navn?

Alle er velkomne til at komme med forslag til parkens navn. Man kan deltage via Høje-Taastrup Kommunes Facebook-side eller ved at sende forslag til kommunikation@htk.dk. Man er velkommen til at indsende flere forslag. Forslagene offentliggøres på denne side.


Vi sætter præmier på højkant og trækker lod om oplevelser og gavekurve blandt de indsendte forslag.


Idéerne bliver videreudviklet i et udvalgt panel, hvorefter byrådet vil beslutte parkens navn.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik