Verdenskendt dansker laver verdens længste skateboardbane tværs gennem ny bydel

Den verdenskendte dansker Rune Glifberg har designet verdens længste skateboardpark i Høje-Taastrup. Håbet er at tiltrække skatere fra hele verden.

I Høje-Taastrup er der netop nu gang i en større byudvikling. Der skal blandt andet bygges et nyt rådhus og over 1400 nye boliger, butikker og kontorer.

Ikke nok med det så skal verdens længste skateboardpark også opføres i området.

Her har Arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C fået et af de helt store navne indenfor sporten til at designe den én kilometer lange park, som skal gå gennem hele den nye bydel. 

Der er tale om den verdenskendte dansker Rune Glifberg, som har tilhørt verdenseliten indenfor skateboard siden 90’erne. Siden han kom tilbage til Danmark, efter at have boet 17 år i USA, har han været en del af virksomheden Glifberg+Lykke, som designer skateboardparker rundt i verden.

Og nu er turen kommet til Høje-Taastrup.

- Det er utroligt spændende, at vi kan designe os ind i et rigtig byrum, at vi får lov til at sidde og lave en kæmpe landskabsopgave som denne sammen med arkitektfirmaet COBE, siger Rune Glifberg til TV 2 Lorry.

Skatepark og klimatilpasningsanlæg

Den lange park kommer til at gå fra Høje-Taastrup Station og ud til den anden ende af shoppingcentret City 2.

Udover at være verdens længste skateboardpark så skal de dybe bassiner, som parken kommer til at udgøre, også fungere som et klimatilpasningsanlæg, der skal lede regnvand væk i tilfælde af skybrud.

BLÅ BOG - Rune Glifberg

  • Født 7. oktober i 1974 i København
  • Bosat i København
  • Professionel skater siden 1992
  • Boet i USA i 17 år
  • Vundet guld ved X-Games i 2008 og 2009
  • To gange i karrieren rangeret som den bedste skater i verden 
  • Medvirket i computerspillet 'Tony Hawk Pro Skater' seks gange
  • Medejer af virksomheden Glifberg+Lykke

Skal tiltrække skatere fra hele verden

Det er særligt i bassiner eller ditches, som det hedder i fagsprog, som Rune Glifberg har stor erfaring med at designe samt udfolde sine talenter indenfor skateboard. 

Artiklen fortsætter under billederne.

Det er disse bassiner, der skal udgøre verdens længste skateboardpark i Høje-Taastrup.
Det er disse bassiner, der skal udgøre verdens længste skateboardpark i Høje-Taastrup.
Foto: Arealudviklingsselskabet Høje-Taastrup C
 
 
Foto: Glifberg+Lykke

- Det er fedt at tage nogle af de steder, jeg har skatet i USA med til Danmark og tage sådan en ditch og tænke det ind i en bydel, lyder det fra skateren.

Håbet med den nye skateboardpark er at tiltrække skatere fra hele verden. Tiltrækningen skal ikke kun findes i, at designeren bag banen har vundet to gange guld ved den prestigefyldte konkurrence for ekstremsport, X-Games, samt to verdensmesterskaber, men også at lignende skateboardparker ikke er set før.

- Det er en vigtig ting for os, at der sidder en gut i for eksempel Australien, Japan eller USA og tænker, at det her ser sindssygt ud, og at personen må til Danmark for at prøve det her. Det er jo ikke bare en fodboldbane, hvor alle baner er ens, det er et meget unikt rum, vi skaber, som man ikke finder andre steder, lyder det fra den danske skater. 

Skal håndstøbes

Som det ofte er med skateboardparker kan de ikke bygges ved hjælp af maskiner. Her skal der håndkraft til. Derfor bliver parken i Høje-Taastrup støbt i hånden. Firmaet, der står for dette, hedder FSR Beton, og de har specialiseret sig i at bygge unikke baner til sporten. 

- Der er så mange hældninger og komplekse geometrier i det at støbe skateboardparker, at betonen skal håndstøbes. Det er der ingen maskine, der kan lave, fortæller Claus Hermansen leder af FSR Beton til TV 2 Lorry.

Den kommende skateboardpark forventes at stå færdig i 2021.

Arbejdet med banen er allerede i fuld gang.
Arbejdet med banen er allerede i fuld gang.
Foto: Lotte Lund

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik