Uheld spærrer vej - motorcyklist fløjet til Rigshospitalet i kritisk tilstand

Politiet har ingen tidshorisont for, hvornår vejen åbnes.

Opdatering
Nordsjællands Politi oplyser, at motorcyklisten er død, efter at han fredag var involveret i en trafikulykken.

Et alvorligt færdselsuheld har sent fredag eftermiddag fundet sted på Hillerødvej i Frederiksværk.

Det skriver Nordsjællands Politi på Twitter.

- En motorcykel og en personbil er stødt sammen. Føreren af motorcyklen er i kritisk tilstand, lyder meldingen kort efter klokken 19.00. 

Pårørende underrettet

Til TV 2 Lorry oplyser vagtchef ved Nordsjællands Politi, Michael Dalby, at motorcyklisten er fløjet til Rigshospitalet, mens bilisten er kørt til Hillerød Hospital.

Motorcyklistens pårørende er underrettet.

Årsagen til ulykken er dog endnu uvis.

- Det tyder på, at motorcyklisten på en eller anden måde er havnet i siden på bilen, fortæller vagtchefen. 

I forbindelse med uheldet er Hillerødvej spærret ved Frederikssundsvej og op til Strandvejen, og Nordsjællands Politi opfordrer folk til at finde alternative ruter.

- Vi arbejder pt. på stedet og har endnu ikke nogen tidshorisont for, hvornår vi er færdige. Mit bedste gæt er om en times tid, siger Michael Dalby til TV 2 Lorry.