Politiet kommer med opråb, efter at vanvidsbilist forsøgte at stikke af

Tre episoder med vanvidsbilisme på én enkelt uge får nu Københavns Politi til at komme med et opråb.

Tre gange den seneste uge har Københavns Politi måtte beslaglægge køretøjer, fordi der er blevet kørt for stærkt eller i påvirket tilstand.

Det oplyser politikredsen på Twitter, hvor de samtidig kommer med et opråb til bilisterne.

- Husk nu at overhold hastighedsgrænserne og lad være at køre, hvis du har drukket, lyder budskabet.

De tre episoder har fundet sted på Amager, i Valby og på grænsen mellem Vesterbro og Indre By.

Københavns Politi skriver, at det i alle tre tilfælde var bilejernes børn, der sad bag rattet.

Første episode fandt sted i Ørestaden søndag, hvor bilisten blev målt til at køre med 111 kilometer i timen i en zone, hvor vedkommende ellers kun måtte køre 50 kilometer i timen.

Forsøgte at stikke af

Tirsdag var den gal igen. Denne gang i Folehaven i Valby.

Politiet oplyser, at der her var tale om en ung mand, der med 132 kilometer i timen drønede igennem en 60 kilometerzone.

- Han forsøgte – uden held – at køre fra patruljen, og blev hurtigt stoppet og anholdt, skriver politiet.

To dage senere var den atter gal – denne gang på grænsen mellem Vesterbro og Indre By, hvor en bil var blevet kørt ind i et hegn.

- Her viste målingen af føreren en promille på over 2, og bilen blev derfor beslaglagt på stedet, skriver politiet.

Hårdere straffe

Siden den 31. marts 2021 har politiet haft mulighed for at beslaglægge og efterfølgende konfiskere et køretøj, hvis det bliver benyttet til vanvidskørsel. Det gælder, også når bilen er lånt eller leaset.

Udover man risikerer at få beslaglagt og konfiskeret sit køretøj, hvis det anvendes til kap- og væddeløbskørsel eller andre typer af vanvidskørsel, vil en overtrædelse af dette som udgangspunkt medføre ubetinget frakendelse af førerretten i minimum tre år efter færdselsloven.

Samtidig er straffen blevet skærpet fra bøde til fængsel ved de groveste hastighedsforseelser, hvor hastigheden overskrider 200 kilometer i timen eller mere end 100 procent for hurtigt, hvis hastigheden er mere end 100 kilometer i timen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik