Sørens coronaprojekt stak helt af: Nu kommer Jytte Abildstrøm og Bjarke Ingels på besøg

Det skulle have været et simpelt legehus, men det endte som noget helt andet. Nu får Søren Ejlersen besøg af kendisser i det svævende coronaprojekt, han kalder 'Himmelkassen'.

- Det stak helt af.

Sådan siger Søren Ejlersen, mens han lægger hovedet tilbage og betragter den trækreation, der svæver flere meter over jorden i baghaven i Hørsholm.

- Naboerne har nok kunne høre min kone kalde på mig sent på natten, hvor jeg, med LED-lys og jazzmusik, har skruet mig gennem de sene timer, siger han.

quote Det var ikke målet, at Himmelkassen skulle være en grøn megafon, men det blev sådan på grund af coronapandemien.

Søren Ejlersen, kok og medstifter af Aarstiderne

Søren Ejlersen er blandt andet kok og medstifter af måltidskasseleverandøren Aarstiderne. Han er vant til at have mange bolde i luften, så da coronapandemien lukkede store dele af Danmark og myndighederne anbefalede isolation, var det svært at sidde stille.

- Pludselig så man ikke venner og familie, så jeg begyndte først at bygge en gynge, så byggede jeg misbænke, færdiggjorde en shelter og lavede en fold til min kone og datters heste, før jeg kastede mig over det, der skulle ende med at blive Himmelkassen, siger Søren Ejlersen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Himmelkassen blev skabt i Søren Ejlersens fritid. Det betød mange sene arbejdstimer.
Himmelkassen blev skabt i Søren Ejlersens fritid. Det betød mange sene arbejdstimer.
Foto: Privatfoto

Himmelkassen er blevet "en grøn megafon"

Da projektet var færdigt, foreslog kollegerne, at han inviterede interessante, vidende mennesker på besøg i Himmelkassen til samtaler, som bliver optaget og lagt på videoplatformen YouTube.

- Den første var Jytte Abildstrøm, og det var en af de sjoveste dage i mit liv. 

Så tog den ene gæst pludselig den anden, og nu har jeg blandt andet haft Connie Hedegaard, Søren Gericke, Bjarke Ingels og alle mulige andre gæster på besøg, siger Søren Ejlersen.

Målet med samtalerne er at vise seerne alt det, vi normalt ikke har øje på, forklarer han. 

- Vi skal have alle de stærke, vidende mennesker og deres viden ud, så vi kan adoptere det og måske gøre tingene lidt anderledes. Jeg interesserer mig for bæredygtighed, miljø, social sammenhængskraft og at efterlade verden i en bedre tilstand, end vi fik den. Det er noget af det, der kommer frem under samtalerne, siger Søren Ejlersen og tilføjer:

- Det var ikke målet, at Himmelkassen skulle være en grøn megafon, men det blev sådan på grund af coronapandemien. En dag bliver den sikkert mit private rum igen, men indtil videre passer den perfekt til at kalde lidt grøn energi ud over stepperne.

I videoen i toppen af artiklen kan du få et indblik i Himmelkassens tilblivelse og se, hvordan det gik til, da Jytte Abildstrøm kom på besøg og spillede på sav.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik