Nyt sundhedshus i Helsingør tager form - får bred palet af funktioner

Med 1000 kvadratmeter bliver det nye sundhedshus en markant udvidelse og forbedring i forhold til det eksisterende i Murergade.

Arkivfoto. Foto: Morten Germund/Ritzau Scanpix

Når borgere i Helsingør og omegnskommuner i fremtiden har brug for eksempel akuthjælp, røntgen og jordemoderkonsultationer, kan de tage til det nye sundhedshus ved Prøvestenscentret.

Der får de et lokalt og moderne tilbud, hvor de kan få en lang række behandlinger og undersøgelser, skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

Læs også "Kisteglad" borgmester får millionbeløb til nye sundhedshuse

Op til den endelige beslutning på regionsrådsmødet tirsdag den 22 september tegner der sig et bredt flertal i regionsrådet for en regional del af det fælles sundhedshus, der med sin kapacitet og mulighed for behandlinger skaber et nært tilbud, som skal give tryghed og sammenhæng i forløb for både borgere i Helsingør og i omegnskommunerne.

- Vi vil skabe et mere menneskeligt sundhedsvæsen. Så mens vi i de her år bygger nyt hospital for nordsjællænderne, så har vi samtidig aldrig diskuteret så meget, hvor meget nærhed og sammenhæng betyder for den enkelte borger. Med det nye fælles sundhedshus i Helsingør får vi bedre grundlag for at samarbejde med kommunerne om tværsektorielle forløb bl.a. for børnefamilier og ældre udsatte mennesker. Jeg er meget tilfreds og glæder mig til at sundhedshuset står færdigt, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (Soc.dem) i pressemeddelelsen.

Bred opbakning

I første omgang beslutter regionsrådet sig for størrelsen på sundhedshuset og rammerne for indholdet, og der er fortsat åbent for input til, hvilke behandlinger m.m. det giver mening at tilbyde i det nye sundhedshus.

Læs også Omstridt sundhedshus åbner

Der er nedsat en administrativ styregruppe, der med deltagelse af alle kommunerne i optageområdet vil kigge på, hvilke patientforløb, der kan have særlig gavn af nye funktioner i sundhedshuset. Samtidigt vil de større fysiske rammer give mulighed for markant flere ambulante behandlinger.

- Det er meget positivt, at der tegner sig bred opbakning til, at der kommer et stort og stærkt sundhedshus i Helsingør på 1000 kvadratmeter. Lige så vigtigt er det, at vi er enige om, at vi skal bruge sundhedshuset til markant flere patientforløb end i det nuværende sundhedshus, for det vil sikre nærhed og let tilgængelighed til sundhedshjælp for borgerne i Helsingør og Nordsjælland, siger formand for sundhedsudvalget, Christoffer Buster Reinhardt (Kons), i pressemeddelelsen.

Bred palet af behandlinger

Det nye sundhedshus kommer til at rumme en række funktioner som akutklinik, kardiologi, lunge- og infektionsmedicin, endokrinologi, jordemoderkonsultation, lymfedembehandling, røntgen, blodprøvetagning og EKG.

Læs også Ansatte på hospital har "uhygiejnisk" tøjvane – nu får de klar besked

Hvis man har behov for mere specialiseret hjælp, kommer Nyt Hospital Nordsjælland til at ligge under 25 kilometer væk i Hillerød.

Samtidigt går udviklingen i forhold til hjemmebehandling meget hurtigt i disse år.

Derfor har dimensioneringen af sundhedshuset i Helsingør også taget højde for, at mange flere sundhedsydelser kan gives i borgernes eget hjem ved øget brug af digitale løsninger.



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik