Kystby i nord får ny jazz-festival med internationale stjerner på programmet

Fra torsdag omdannes slotsbyen Helsingør til et lille mekka for jazzhungrende sjæle.

Når Helsingør langsomt vågner på Kristi Himmelfartsdag, bliver det ikke Højskolesangbogens "I alle de riger og lande", der handler om kæmpen Holger Danske – som endnu sidder i kælderen under Kronborg.

Det bliver i stedet til hidsige synkoper og skrigende saxofoner, når en helt ny jazzfestival ser dagens lys på nordkysten.

Torsdag starter festivalen Sound Dues nemlig i kystbyen – og det er ikke med hvilken som helst idémand bag.

Weekendens jazz-strabadser er nemlig arrangeret af selveste Niels Lan Doky – den ene af Doky-brødrene, som har skiftet københavnerlivet og den ikoniske jazzklub Montmartre i Store Regnegade ud med duften af saltvand og vindens susen i Helsingør.

- Helsingør er aldeles undervurderet, siger han og tilføjer:

- Det er et sted, der flyder over med spændende fortællinger, både historiske og eventyrlige. Det er virkelig et myternes land.

Fakta om Sound Dues

Vil involvere lokalbefolkning og erhvervsliv

Hans tanke med at starte en ny jazzfestival i byen har været at involvere befolkningen og det lokale forretningsliv, så festivalen bliver spredt ud over hele byen og gadebilledet.

Det glæder byens borgmester Benedikte Kiær (K), at det er lykkes for den internationalt anerkendte jazzpianist Niels Lan Doky at få borgerne med på idéen.

- Helsingør har gennem årene opbygget en stor kompetence, når det gælder events og begivenheder. Og det glæder mig, at vi i fællesskab kan skabe rammerne om en stor international jazzfestival, siger Benedikte Kiær.

Festivalen finder sted over fire dage fra den 26. til 29. maj og byder på både koncerter i gadebilledet og større koncerter med verdenskendte navne.

Verdenskendte navne på programmet

Det gælder blandt andre den ikoniske saxofonist David Sanborn, som skal spille på Kulturværftet, den amerikanske sangerinde Debbie Sledge på Kronborg Slot og de danske Doky-brødre på Marienlyst strandhotel.

Æresgæsten på urpremieren er 87-årige Monica Getz, som kommer fra New York for at tage del i den nye festival.

Igennem tre årtier var hun gift med saxofonist-virtuosen Stan Getz, og i parrets tidligere hjem på Strandvejen i Helsingør vil der blive holdt en række intimkoncerter i det bibliotek, som Stan for mange år siden brugte som øvelokale.

- Der bliver liv og glæde i gaderne, og vi håber, at folk på tværs af Sjælland får lyst til at komme og høre livemusik og nyde den smukke kystlinje og alt, hvad Helsingør ellers har at byde på, siger Niels Lan Doky.

Du kan se hele programmet ved at klikke her.

Arkivfoto af Stan Getz som spiller i KB Hallen.
Arkivfoto af Stan Getz som spiller i KB Hallen.
Foto: Per Pejstrup/Ritzau Scanpix