Efter flere klager om støj må historisk spillested bygge om

Spillestedet Montmartre må efter klager over lydniveauet lukke midlertidigt ned, så der kan installeres ny lydisolering.

Københavns legendariske Jazzhus Montmartre må, efter flere henvendelser om for højt lydniveau, bygge om.

På baggrund af henvendelserne har spillestedet i samarbejde med Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning over det sidste halve år foretaget målinger af støjniveauet. 

Og det ligger ikke i den lave ende.

Der vil derfor ikke være mulighed for at nyde hverken saxofon eller øl i jazzhuset de kommende måneder, hvor spillestedet nu skal gennemgå en omfangsrig renovering, så isoleringen forbedres og lydniveauet sænkes.

Jazzhusets direktør, Jonas Dyrved, forstår dog godt behovet for ordentlig lydisolering.

- Vi har stor respekt og forståelse for kommunens grænser for lyd. Derfor iværksætter vi en større ombygning for at sikre, at vi kan overholde alle grænser. Vi har løbende i det seneste halve års tid foretaget lydmålinger sammen med kommunen og identificeret behov for at lydisolere lokalerne bedre, for at vi kan fortsætte i fremtiden, siger Montmartres direktør, Jonas Dyrved.

Det er ikke første gang, at spillestedet bygger om. 

I 2011 blev der installeret et lydloft, men det har ikke været tilstrækkeligt i forhold til at lydisolere spillestedet.

Musikken spiller videre

Selvom jazzhuset hen over de næste mange måneder vil være lukket, så vil folkene bag stadig levere originale akkorder og skæve toner til københavnerne.

- Selvom vi bygger om, så vil vi stadig søge steder, hvor vi kan lave noget jazz, så vi ikke bare går i hi. Vi er her jo stadig for musikken, også selvom det ikke er i egne lokaler.

Den første koncert i nye rammer vil blive afholdt i Amager Bio, hvor John Scofield Trio kommer og spiller den 20. Maj.

Når Jazzhuset Montmartre igen slår dørene op på Store Regnegade engang til sommer, så vil det ikke kun være med ny lydisolering.

- Udover at lave lydisolering så vil vi også forbedre akustikken. Vi vil jo gerne være det sted hvor man kan få en intim oplevelse, og derfor så skylder vi stedet de bedst mulige forhold, fortæller Jonas dyrved.

Der vil altså igen blive mulighed for at nyde lyden af jazz i de historiske lokaler. 

Lokaler som ifølge Jonas Dyrved ikke lige er sådan at skifte ud:

- Det er jo et sted med en helt masse historie, det sidder næsten i væggene. Det er klart at det gør noget specielt for vores publikum, såvel som de musikere der kommer og spiller hos os.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik