55 personer holdt fest i partybus

En bilist på motorvejen kørte bag en partybus, hvor festen var i fuld gang, og ringede til politiet.

55 personer er blevet sigtet for at overtræde forsamlingsforbuddet, fordi de festede i en partybus på Helsingørmotorvejen.

Det oplyser Nordsjællands Politi.

- Vi får klokken 19.32 en anmeldelse fra en borger, der kører bag en partybus, og som fortæller, at det ser ud til, at der bliver holdt en større fest, fortæller politiets vagtchef Stefan Andersen.

Bussen bliver standset ved Kokkedal, og der var ganske rigtigt gang i en større fest.

- Der var primært yngre personer til stede i bussen, men det var et ret godt spænd på børn helt ned til fem år og et par stykker over 50, siger vagtchefen til TV 2. 

Kan se frem til bøde

44 festdeltagere over 18 år kan nu se frem til en bøde på 2500 kroner hver for at bryde forsamlingsforbuddet, der i øjeblikket forbyder forsamlinger på flere end fem personer.

Indehaveren af bussen kan se frem til en noget større bøde.

- Hvor stor den bliver, kan jeg ikke sige. Det afhænger af mange ting, blandt andet om man tidligere har fået en sigtelse for at arrangere fester, siger Stefan Andersen.

Han ved dog ikke, om bussens ejer tidligere har fået en bøde.

- Det har vi ikke haft tid til at undersøge endnu, siger han kort før klokken 21.

Det er selskabet Barbussen.dk, som ejer den pågældende partybus. Over for TV 2 afviser direktør Lasse Korthsen, at selskabet skulle have overtrådt reglerne.

Ifølge ham er partybussen nemlig underlagt samme regler som turistbusser. For firmaets partybusser er netop registreret som netop turistbusser.

Det betyder, at så længe en række krav om mundbind, rengøring og håndsprit overholdes - samt at der ikke indtages alkohol om bord - så gælder der andre regler.

- Samtlige krav er overholdt. Inden af passagererne dansede eller drak alkohol i bussen, siger Lasse Korthsen til TV 2 og varsler, at han er parat til at lade sagen indbringe for retten.

22 sigtet i Glostrup

Personerne i partybussen var ikke de eneste, der forsøgte at sætte lidt kolorit på tilværelsen fredag aften.

I Glostrup blev 22 personer sigtet for at overtræde forsamlingsforbuddet, da de var samlet i et klublokale for at ryge vandpibe.

Forsamlingen bestod hovedsageligt af yngre mænd, og de 22 blev opdaget natten til lørdag kort efter midnat.

- Et par stykker forsøgte at stikke af, men blev fanget af politiet, siger vagtchef Claus Stoltenberg til Ritzau.

Samtlige personer har erkendt, at de har overtrådt forsamlingsforbuddet. De kan hver især se frem til en bøde på 2500 kroner.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik