Vred borgergruppe vokser med lynets hast: Nu reagerer ny borgmester

Borgere i Gribskov Kommune er så rasende på kommunens nye Venstre-borgmester, at de har stiftet en Facebook-gruppe, der vokser med lynets hast. Nu reagerer Gribskovs nye borgmester, Bent Hansen.

Facebookgruppen 'Gribskov - Lyt til borgerne' har på under to døgn fået mere end 2.000 medlemmer.

Her lufter vrede borgere deres utilfredshed med Gribskov Kommunes nye borgmester, Bent Hansen (V), som de mener har kuppet sig til magten i kommunen uden at havde borgernes opbakning i form af flertal blandt stemmerne.

Bent Hansen fandt nemlig opbakning til at blive borgmester i en bemærkelsesværdig konstellation med Enhedslisten, Nytgribskov, SF, Socialdemokratiet, og Radikale Venstre.

Stor utilfredshed

Borgerne er utilfredse med, at det skete uden om Konservative, som klart blev kommunens største parti.

De blå partier havde inden valget nemlig indgået et valgforbund. Et valgforbund, som Venstre løb fra på valgaftenen. 

- I første omgang er formålet at få markeret, at Venstres stunt på valgnatten for blot at få magt ikke accepteres af os, skriver gruppen på Facebook.

For at markere utilfredsheden har gruppen arrangeret en demonstration mandag .

Sms fra hovedpersonen selv

TV 2 Lorry har torsdag forsøgt at få en kommentar til den voksende utilfredshed fra hovedpersonen selv, Bent Hansen, og torsdag aften er han vendt tilbage med en sms underskrevet af ham selv og Venstres lokalforeningsformand, Christina Lund.

 - Vi har indgået en meget bred konstituering med en række partier, som peger på Venstres spidskandidat som ny borgmester. Det er vi stolte og ydmyge omkring. For Venstre har det været afgørende, at Venstre skulle have et stærkt mandat fra borgerne i Gribskov, skriver de to og fortsætter:

- Med 15 af kommunens 23 mandater bag en ny Venstre-borgmester vurderer vi, at grundstenen nu er lagt for et godt og bredt samarbejde i byrådet. Til gavn for borgerne i Gribskov. Vi har både i konstitueringsforhandlerne og i den proces, der nu kører, været åbne over for at få De Konservative og de andre blå partier med i samarbejdet. 

Konservative: Måske Venstre når at komme til fornuft

Men Konservatives borgmesterkandidat, Trine Egetved, der fik tre gange så mange stemmer som Bent Hansen, afviser, at der har været en åben dør. Hun forstår samtidig borgernes voksende utilfredshed.

- Jeg kan godt forstå, borgerne er skuffede. Inden valget havde vi jo i fællesskab meldt ud, at en stemme på blå blok var en stemme på forandring. Og den forandring er Bent Hansen jo løbet fra, siger Trine Egetved til TV 2 Lorry.

Hun håber nu, at Venstre vil tænke sig om en ekstra gang med respekt for resultatet.

- Ingenting er jo udelukket, før konstitueringsaftalen er endelig og underskrevet, og måske man i Venstre vågner lidt op. Vi tager imod alle opkald, hvis Venstre kommer til fornuft med respekt for valgresultatet, siger Trine Egetved til TV 2 Lorry.

Her er den fulde sms

 - Vi har indgået en meget bred konstituering med en række partier, som peger på Venstres spidskandidat som ny borgmester. Det er vi stolte og ydmyge omkring.


- For Venstre har det været afgørende, at Venstre skulle have et stærkt mandat fra borgerne i Gribskov. Dernæst at etablere et så bredt samarbejde som muligt bag en kommende borgmester i Gribskov.


- Med 15 af kommunens 23 mandater bag en ny Venstre-borgmester vurderer vi, at grundstenen nu er lagt for et godt og bredt samarbejde i byrådet. Til gavn for borgerne i Gribskov.


- Vi vil dog også understrege, at vores dør er altid er åben for partier, der vil tage ansvar og deltage i det brede samarbejde. Derfor inviterer vi selvfølgelig også de partier, der lige nu står udenfor til at komme med ind i samarbejdet, hvis de vil det.


- For os har fokus hele tiden været på at sikre det bredest mulige samarbejde i byrådet. Og det mener vi afgjort, at vi gør med den nuværende konstituering.


- Vi har både i konstitueringsforhandlerne og i den proces, der nu kører, været åbne over for at få De Konservative og de andre blå partier med i samarbejdet. Vi arbejder nu med at formulere den borgerlige-liberale politik, som vi ønsker at føre i kommunen. 

_

_