Kommune vil give fri idræt til flere udsatte børn

Udvalget for forebyggelse og idræt har valgt at tilføre flere penge til en pulje, der skal sikre børn i svagt stillede familier adgang til idræt.

Når man melder sig ind i en lokal sportsklub, så er det ofte ikke kun sporten der følger med indmeldelsen.

For mange er foreningen - udover adspredelse og motion - nemlig også en god vej ind til et socialt fællesskab og altså gode venskaber.

Men i langt de fleste sportsklubber koster det penge at være medlem, og derfor kan det for familier, der er vanskeligt stillet økonomisk, også være noget af det første, man vælger fra, hvis budgettet er presset, og det er et spørgsmål om at få mad på bordet og tag over hovedet.

Men midt i det regnestykke står børnene i de familier, og de risikerer at blive udelukket fra de sociale fællesskaber, hvis der ikke er penge til kontingentet.

Positive fællesskaber

I Gribskov har man valgt at forsøge at løse det problem ved at reservere 80.000 kroner om året, der går til at betale de udsatte børns kontingenter og sportsudstyr. 

- Ordningen er en god idé, fordi vi får nogle børn med i nogle fællesskaber. De havde ellers måske siddet alene derhjemme, kun fordi forældrene ikke har råd, siger Trine Egetved-Sørensen, konservativ formand i udvalget for forebyggelse og idræt i Gribskov Kommune.

Dog løb ordningen sidste år tidligt tør for penge, og derfor har udvalget nu valgt at tilføje 50.000 kroner ekstra som et forsøg i år.

- De her penge er givet rigtig godt ud for at forebygge at børn får det skidt og bliver ensomme. Jeg tror på, at man kan bryde deres livsbane, og at det at man kommer med i nogle sunde fællesskaber gør, at man ikke lige så nemt kommer til at vælge en skidt retning, siger Trine Egetved-Sørensen.

Ansøgning til puljen sker som regel ved, at idrætsforeningen søger tilskuddet på vegne af et barn og dets forældre.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik