Partier anklagede borgmester for at være inhabil - nu er afgørelsen faldet

Tre partier anklagede Greves borgmester Pernille Beckmann for inhabilitet i sagen om kommunens fyrede kommunaldirektør. Men nu har Ankestyrelsen afvist klagen og går ikke ind i sagen. Og dermed loves der bedre takter i byrådet.

Sagen om Greve Kommune, der fyrede kommunaldirektør Claus Thykjær efter privat brug af kommunale kreditkort, rører stadig på sig - omend det formentlig er i form af de sidste krampetrækninger.

I efteråret anklagede Socialdemokratiet, sammen med de Konservative og Enhedslisten borgmester Pernille Beckmann for inhabilitet i sin håndtering af sagen og gik til Ankestyrelsen for at få dem til at se på hendes rolle. Men det har styrelsen nu afvist.

"Ankestyrelsen rejser ikke en tilsynssag. Vi gør derfor ikke mere i sagen", skriver Ankestyrelsen til socialdemokraternes John T. Olsen, der indsendte klagen i oktober sidste år.

Socialdemokraterne, de Konservative og Enhedslisten ville det ellers anderledes.

De var utilfredse med, at Pernille Beckmann ikke ønskede at besvare deres spørgsmål om sagen, idet hun dengang henviste til, at sagen var under politiets behandling. Politiet har efterfølgende afvist sagen.  

Sen betaling for middag

Det kom også frem, at Pernille Beckmann under Folkemødet på Bornholm i 2019 deltog i en kommunal middag.

Her deltog også hendes 14-årige søn og hendes daværende kæreste. Middagen blev betalt med den nu fyrede kommunaldirektør Claus Thykjærs kommunale kreditkort.

Efterfølgende skrev borgmesteren til kommunens forvaltning for at sikre sig, at hun selv kom til at betale for sin søn og kæreste og modtog da også en kvittering på sin henvendelse.

Men der blev aldrig fulgt op på betalingsdelen, som tilsyneladende blev glemt og først blev klaret, da lavinen om den fyrede kommunaldirektør rullede.

"Fra visser politiske partier bliver der direkte rettet mistanke mod, om der også skulle være rod i mine bilag og om jeg også har ladet kommunen afholde mine private udgifter. Jeg vil gerne understrege først som sidst, at det selvfølgelig ikke er tilfældet," skrev Pernille Beckmann på Facebook, da hun midt i oktober kom med sin udlægning af blandt andet middagen på Bornholm.

Her skrev hun også, at da det gik op for hende, at pengene for sønnens og kærestens deltagelse aldrig var betalt, insisterede hun på, at dette skulle ske øjeblikkeligt. Men den manglende betaling fik altså tre af byrådets partier til at rette henvendelse til Ankestyrelsen om inhabilitet.

- Der er nogle ting i den her sag, som er bekymrende, og der må jeg indrømme, at det virker, som om borgmesteren ikke følger op på tingene og ikke har styr på, hvad der bør gøres, og hvad hun skulle have gjort, lød det til TV 2 Lorry fra den konservative Brigitte Klintskov Jerkel, da vi skrev om sagen i oktober.

Bedre tone fremover

At tre partier samlet gik til Ankestyrelsen for at få belyst borgmesterens rolle i fyringssagen var endnu et tegn på, at byrådet i Greve ikke har været præget af det bedste samarbejde i den nu forgangne valgperiode. Men noget tyder på, at det skal ændres fremover.

I hvert fald siger socialdemokraternes 2. viceborgmester, John T. Olsen til TV 2 Lorry:

- Vi tager Ankestyrelsens afgørelse til efterretning. Vi syntes, at der var noget miskmask, som burde undersøges. Nu håber jeg, at vi alle har lært af den sag. Og så har vi besluttet, at det nye byråd - der er syv nyvalgte  medlemmer - ikke skal slæbe rundt på sager fra det gamle byråd.

- Nu har jeg siddet i otte år, og det har ikke altid været lige sjovt i forhold til den måde, vi har kommunikeret på. Det kan være et problem i lokalpolitik, at der bliver skabt en masse negativitet, som fremelsker politikerlede. Det gider jeg ikke mere, siger han og peger samtidig også på, at sagen om den fyrede kommunaldirektør nu er endeligt afsluttet.

Også den konservative Brigitte Klintskov Jerkel tager afgørelsen til efterretning.

- Det gør jeg, og der er ikke meget yderligere at gøre nu siger hun - og tilføjer:

- Men når det så er sagt, så stillede vi en masse spørgsmål i sagen - spørgsmål som vi aldrig fik svar på. Og det er svært for et byråd at varetage sin opgave, når der ikke er den åbenhed, der bør være, siger hun.

TV 2 Lorry har også bedt om en reaktion på Ankestyrelsens afgørelse fra borgmester Pernille Beckmann. I sit skriftlige svar forholder hun sig dog ikke til afgørelsen, men skriver:

"Politiet har undersøgt sagen om den forhenværende kommunaldirektørs brug af kommunens kreditkort. Politiet har på baggrund af de undersøgelser vurderet, at der ikke er rimelig formodning om, at der er begået noget strafbart. Derfor anses sagen for afsluttet."




Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik