Kvinde død efter ulykke - seks sigtet for at filme fra bilen

Seks personer er sigtet for at filme ulykken, mens de kørte forbi i bil.

OPDATERING:
Clock03. aug 2020, kl. 21:37
Københavns Vestegns Politi oplyser mandag aften, at kvinden er afgået ved døden.

Motorring 3 var mandag morgen spærret i begge retninger nær Buddinge efter et trafikuheld med en lastbil og en personbil. 

Uheldet skete ved frakørsel 19. Det oplyser Vejdirektoratet.

Klokken 10.50 oplyser politiet, at motorvejen er genåbnet i begge retninger.

Københavns Vestegns Politi oplyser til TV 2 Lorry, at en 33-årig kvinde er i kritisk tilstand efter ulykken, og hun er blevet kørt med ambulance til Rigshospitalet.

Hendes pårørende er underrettet.

Løst autoværn ramte modkørende biler

En lastbil kom kørende i nordgående retning og kørte ifølge politiet ind i autoværnet i midterrabatten.

- Vi har klarlagt, at en lastbil kørende i nordlig retning af endnu uvisse årsager påkørte autoværnet. Det består af nogle betonelementer. Nogle buer, der ligger ovenpå autoværnet, ligger løse, og de blev kastet af og ramte så biler, der kørte i den anden retning, siger vagtchefen.

Betonklodserne fløj gennem luften over i modsatte vejbane, hvor flere biler blev ramt - blandt andet den 33-årige kvindes bil. 

- Bilen blev voldsomt skadet af betonstykkerne, og det samme gjorde kvinden, siger vagtchef Morten Steen ved Københavns Vestegns Politi til TV 2 Lorry.

På grund af ulykkens forløb sendte politiet en bilinspektør ud til ulykkesstedet for at foretage en nærmere undersøgelse.

I Vejdirektoratet siger afdelingsleder Kim Jansen, at man ikke tidligere har set tilfælde, hvor låget på autoværnet af beton er slynget af på en lignende måde.

- Vi vil nu reparere autoværnet og gennemgå strækningen for at se, om der er nogle uhensigtsmæssigheder. Vi vil gennemgå det ekstra nøje, siger Kim Jansen.

Seks filmede ulykken

Seks bilister blev sigtet for at anvende mobiltelefon under kørslen for at filme på ulykkesstedet mandag morgen.

- Der er noget etik i det her, men det kan vi ikke sigte for. Vi kan kun sigte personer, der filmer under kørsel, for det er ulovligt, siger Morten Steen.

Politiet opfordrer alle til at "holde opmærksomheden rettet mod sin egen kørsel frem for mobilkameraet", skriver politiet på Twitter.

De står hver til et klip i kørekortet og 1500 kroner i bøde.

Massiv kø

Som følge af uheldet opstod der mandag morgen en større kø i begge retninger.

- Der er meget, meget lang kø derude. Så vi opfordrer i den grad bilister til at finde en anden rute her til morgen, lød det tidligere på morgenen fra vagtchef Morten Steen.

Ifølge politiet kører klokken 13.00, som den skal.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik