Frivillige sætter kurs mod Polen med nødhjælp - og tager 40 flygtede ukrainere med tilbage

Seks frivillige fra Gladsaxe sætter snart kurs mod Polen. Med hjem tager de 40 ukrainske flygtninge.

Over et hegn mellem haver i Gladsaxe blev to naboer enige.

- Vi tager sgu' derned, sagde de til hinanden og gav håndslag på aftalen om at skaffe en minibus og køre til grænsen mellem Ukraine og Rusland med nødhjælp.

Men på få uger ændrede planen sig. En minibus med nødhjælp blev til en turistbus med plads til at tage flygtninge med tilbage.

quote Jeg helt sikker på, at de ikke ender uden tag over hovedet, når de kommer herop. Om jeg så skal flytte ud af mit eget hus.

Serdal Benli, viceborgmester, SF, Gladsaxe

Og om lidt over en uge pakker de den store bus og kører i stedet til den polske by Koszalin, der ligger knap 800 kilometer fra grænsen mellem Polen og Ukraine.

- Det er det mindste, vi kan gøre i den tragedie, ukrainerne gennemgår, siger Serdal Benli, der er en af initiativtagerne til turen. Foruden at være næstformand for SF, er han også viceborgmester i Gladsaxe Kommune.

Når han kører til Polen, er det dog ikke som politiker, men som almindelig borger i Gladsaxe, siger han til TV 2 Lorry, og han omtaler sig selv og de mennesker, som han planlægger turen med, som "en gruppe ildsjæle fra Gladsaxe".

Med på billedet ses initiativgruppen samt markeds- og udviklingschef for busselskabet Nobina, der lægger bus til turen.
Med på billedet ses initiativgruppen samt markeds- og udviklingschef for busselskabet Nobina, der lægger bus til turen.
Foto: Privatfoto/Trine Bishop

Venskabsby beder om hjælp

Koszalin i Polen er Gladsaxes venskabsby, og i følge Serdal Benli har Koszalin rakt ud til Gladsaxe Kommune for at bede om nødhjælp til Koszalins ukrainske venskabsby.

Det skete kort efter, at Serdal Benli og hans nabo selv havde fået idéen til at tage afsted til grænsen mellem Ukraine og Polen med en minibus, men da de blev klar over henvendelsen fra Koszalin, lå det lige til højrebenet, at Gladsaxe-borgerne skulle køre netop der til.

- De beder helt specifikt Gladsaxe Kommune om at bringe nødhjælp, fordi de har fået en korridor ind til deres venskabsby i Ukraine. Koszalin har modtaget over 3.000 flygtninge alene. Så derfra tog vi dialogen videre, siger Serdal Benli.

Tager alt fra soveposer til træningsdragter med

Med sig i bussen bringer initiativgruppen nødhjælpsgenstande, som de indsamler fra borgere.

Gennem deres kontakt med Koszalin har de fået en liste over genstande, som ukrainerne mangler. Listen er lang, men på den står blandt andet sager som soveposer, træningsdragter og førstehjælpsudstyr.

Allerede kort efter, at Serdal Benli lagde listen på sin facebookside, føg det med henvendelser om ørerne på ham.

- Vi lagde opslaget ud i går, og allerede fra morgenstunden har vi fået tre kasser med vinterstøvler og vandrestøvler, og der er flere, der skriver, at der er mere på vej. Vi bliver helt overvældede over de mange henvendelser. Det er fantastisk at være vidne til i en mørk stund i vores Europas historie, at vi kan rykke sammen, siger Serdal Benli.

Det er planen, at de indsamlede sager skal fragtes videre ind i Ukraine fra Koszalin.

40 flygtninge med hjem

I følge Serdal Benli er omkring 3.000 ukrainere flygtet til Koszalin.

Og bussen vender da heller ikke tom hjem. 

- Jeg har aftalt med Koszalin, og de siger, at de har spurgt nogle af de mange flygtninge, om der er nogen af dem, der har ønske om at tage videre til Danmark, fordi Polen kan ikke løfte den opgave alene, forklarer Serdal Benli.

De 40 ukrainere får en plads i bussen hjem til Gladsaxe.

- Vi mener, at der både er hus og hjerterum både i Gladsaxe og i Danmark til at hjælpe ukrainerne, der gennemgår det her, som er så ubeskriveligt.

Er du sikker på, at der er plads i Gladsaxe til de ukrainske flygtninge, så de ikke ender uden tag over hovedet i Danmark, når I kører dem herop?¨

- Vi ved, at der er over 50 gladsaxeborgere, der har tilmeldt sig som værtsfamilier, som gerne stiller hus til rådighed for at give husly. Jeg helt sikker på, at de ikke ender uden tag over hovedet, når de kommer herop. Om jeg så skal flytte ud af mit eget hus. Vi flytter ingen herop, før vi er helt sikre på, at vi har logi til dem, svarer Serdal Benli.

De mennesker, som I skal køre til Danmark, er folk, der er flygtet fra krig. Er I rustet at tage jer af potentielt sårbare flygtninge på turen til Danmark?

- Selvfølgelig kommer vi til at møde mennesker, som er på flugt og har været udsat for det mest frygtelige, at være blevet revet op fra sine rødder, og som ikke ved, om deres kære overlever krigen, men vi er i tæt dialog med Koszalin, så vi ved, hvad vi går ind til.

- Vi har også snakket meget om, hvordan vi tackler det, og så skal vi også tale med en læge, der lige har været dernede, og som giver os råd med på vejen.

Desuden forklarer Serdal Benli, at gruppen også har allieret sig med en tolk, der kører med på turen.

Serdal Benli og resten af initiativtagerne kører afsted mod Polen den 24. marts.

Flere detaljer kan ses i opslaget herunder.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik